
Historiker Kåre Johannessen med foredraget "Danmarkshistorien i Gulvhøjde".
Om foredraget
Vi ved allesammen, at det var Christian den Fjerde der byggede Rundetårn, og at Svend Poulsen Gønge ene mand besejrede hele den svenske hær (med lidt hjælp fra Tordenskjold). Rygraden i dansk historieforståelse var gennem århundreder kongerækken. Men hvor meget betød de enkelte konger egentlig for den jævne dansker? Og hvor stor betydning havde svenskekrigene for almindelige bønder, når alt kommer til alt?
I virkeligheden var mange af de hændelser, vi har lært at opfatte som “vigtige”, uden særlig betydning for den brede befolkning. I foredraget prøver vi at viske tavlen ren, og med friske øjne se på hvilke (såkaldte!) store og afgørende begivenheder der reelt var fuldkomment uinteressante for alle andre end en lille magtelite – og hvilke virkeligt afgørende og betydningsfulde hændelser som er blevet helt glemt i historieskrivningen …
Fri entré.