Udgivet man d. 6. apr 2020, kl. 07:30

Når vi i denne tid ikke kan mødes til gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter, må vi mødes på anden vis. 

På denne side vil du derfor i den kommende tid kunne høre fra vores præster i ord og videoer.

Uden sorg, ingen glæde
Af sognepræst Michael Brautsch
Mandag den 6. april

”Den kære Gud og Skaber / den mindste orm er nær; Han føder fugl og markens lilje klæder;”

B.S. Ingemanns salme ”Nu titte til hinanden” fra 1837 er en af de mest ønskede salmer til dåbsgudstjenester og vielser. Det er egentlig en salme for børn, med vidunderlig melodi af C. E. F. Weyse, skrevet i en tid, hvor børnedødeligheden ramte næsten alle familier. Ved første øjekast ser den ganske sorgløs ud, men oprindelig er den skrevet som en morgensalme til lørdag, den ugedag, Jesus lå i graven. At han skriver om orme, kan umiddelbart forekomme ubehageligt med død og gravlæggelse i baghovedet, især når det er en børnesalme. Selvom en almindelig dansk regnorm lever i det øverste jordlag, så vil folkeviddet (fejlagtigt), at den færdes i den sorte gravjord helt nede ved den døde. Er det den overtro, Ingemann spiller på?

Eller peger salmedigteren på en helt enkel og nærmest genial måde på det store og uundgåelige spørgsmål, der i større eller mindre udstrækning kommer til alle, der bekender sig til den kristne tro: Hvis Gud er almægtig og algod, hvis Gud er kærlighed, hvorfor er der så modgang i verden? Lige nu kæmper verden mod Corona, engang var det Den Spanske Syge, kolera og pest, men hvis Gud har skabt mennesket i kærlighed, hvis Gud vil være vores himmelske Fader, hvis det skal give nogen mening, at vi er elskede, og at ingen kærlig forælder giver sine børn sten og slanger, når de beder om brød og fisk (som Jesus selv formulerer det), hvorfor er der så lidelse, sygdom, handicap, modgang, trængsel, ulykke og vanskæbne?

Ingemann siger jo i salmen, at Gud er ormen nær, og at Gud på tilsvarende måde er mennesket nær. Mennesket er ligesom ormen underlagt naturens vilkår, hvad enten det handler om at være et led i en fødekæde eller om at være underlagt sygdom. Ligesom ormen på et tidspunkt bliver ædt af en fugl, således kan mennesker med en virus, eller med en livstruende sygdom blive ædt op af deres sygdom. Når det nu er således, hvordan kan man så samtidig sige, at Gud er mennesket nær?

På hvilken måde er Gud denne orm nær? Dette lille lavtstående væsen uden øjne, gemt væk fra solens stråler, en skabning, der får de fleste (ud over haveejere og lystfiskere) til at væmmes. Er Gud ormen lige så nær som mennesker? Hvad er forskellen på dyr og mennesker i Guds øjne? Ifølge Bibelen er dyr ikke ”levende væsner”! De er levende, men ikke levende væsner på den måde, at de har fået livsånde. Skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel 1 og 2 fortæller det således: Efter at alle dyr og planter var blevet skabt, formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev ”et levende væsen”. Livsånden gør, at mennesket nok er levende som alt andet levende, men vi kan noget andet og mere end det. Mennesket har eksistens og ikke bare kan, men skal forholde sig til sig selv og sin livssituation. Meget deler vi med dyrene og det øvrige liv på planeten, men ikke eksistensens vilkår.

Ormen er med Bibelens ordvalg ikke et ”levende væsen”, men alligevel er Gud den nær, fordi også den er en del af det store skaberværk. Gud er ormen nær, da den har fået livet, og alt liv er som en stor fælles vejrtrækning i denne verden, som synes at sige: "Du er blevet født, og fordi du er blevet født, skal du også dø. Og mellem fødsel og død, hvor lang eller kort den vandring end er, er sygdom, handicap og helbredelse, sult og mætning, vanskæbne og succes." Både dyr og mennesker oplever uundgåeligt både medgang og modgang, men selve begreberne ”medgang” og ”modgang”, som vi også kunne kalde lykke og ulykke, er menneskelige udtryk, som kun giver mening for os. Ormen, der undgår at blive spist af fuglen, hakket over af haveejerens spade eller sat på fiskerens krog, føler sig ikke lykkelig og heldig. Den ”er” bare, og en dag er den ikke mere; så dør den, og det er der ikke den store sorg over i ormekolonien.

Det lyder muligvis gnidningsløst sådan at kunne undgå sorg og depressive tilstande, men det kan ormen også kun, fordi den, uden at vide det, betaler en stor pris: Den kan ikke føle lykke. Den har ikke glæden over solopgangen, forelskelsen, det frie valg med hensyn til arbejde og fritidsaktiviteter. Den forsvarer muligvis sit afkom, men det er et instinktivt forsvar. Højerestående dyrearter kan nok føle en form for sorg, være bange eller opstemte, men der er ikke tale om bevidste valg i hundens og kattens liv, der fører til højere lykke. Ormens liv er sorgløst, men kun fordi det også er glædesløst.

Vi mennesker kan føle sorg, men kun fordi vi er skabt således, at vi både kan føle sorg og glæde. De er tvillingesøstre, de to, og altid danser de ud med hinanden i hånden. Måske ser du kun den ene af dem, enten kun glæden eller kun sorgen, men det er en enøjet rejse gennem livet; der vil mangle en dimension, for der findes ikke lidenskab uden lidelse og intet lys uden mørke. Det ene findes ikke uden det andet. Det er som med hulspejlet i tivoliets spejltelt: I det spejl, der buer indad, ser du lille og tyk ud, mens du på bagsiden af det samme spejl bliver lang og tynd. Det ene forudsætter det andet, for ”sorrig og glæde de vandre til hobe”, som salmedigteren Thomas Kingo skrev. 

Prædikenhilsen palmesøndag
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Søndag den 5. april 

Hvis du gerne vil læse dagens prædikentekst, kan du finde den her på Bibelselskabets hjemmeside. Der er to evangelietekster, og denne prædikenhilsen er bygget på den første, fra Markusevangeliet, kap. 14, vers 3-9.

Ønsker du at læse Hannah Svinth-Værges prædikenhilsen, kan du finde den her.

Du kan også se en videogudstjeneste på Folkekirken på Frederiksbergs hjemmeside. Du finder videoen her fra kl. 10.30 palmesøndag.

Ar på sjælen
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Lørdag den 4. april 

I 1984 arbejde jeg et efterår som medhjælp hos Gerard, en fransk økologisk grøntsagsbonde, i en lille landsby sydøst for Paris. Gerard havde et lille primitivt hus med hul i taget, et stykke jord og et stort hjerte. Det var lærerige måneder, hvor jeg sammen med et par andre for kost og logi hjalp til med årets høst. Hver lørdag solgte Gerard sine varer på markedet i nærmeste landsby og længe før, der var noget, der hed Aarstiderne, pakkede vi hver onsdag bestillinger til den nærmeste storby, hvor Gerard havde godt 20 kunder. Det var en fest at høste og pakke de kasser. Grøntsager er af samme grund det eneste, jeg er virkelig god til på fransk.

Han havde en enkelt kunde i sin egen landsby, Bernadette, som var lærer på skolen. Det var blevet mørkt en sen efterårsdag, da jeg for første gang bragte to kasser over til Bernadette. Jeg skulle møde hende på skolen, og vi gik snakkende over skolegården, mens hun ville vise mig vej. Dengang var der ikke noget, der hed corona, men jeg gik to meter fra hende - og trådte derfor ud over en meter høj kant. Jeg kendte ikke skolegården og kunne ikke se kanten for kasserne, jeg bar. Jeg trådte derfor ud i blå luft og landede efter en slags salto på højre side. Jeg husker, at det første jeg mærkede efter var, om tænderne var der endnu. Det var de, og der var ikke sket noget med dem. ”Åh!!!”, sagde Bernadette, og tog hænderne op for ansigtet. Jeg burde have set, at du var på vej ud over kanten! Hun fulgte mig til landsbylægen, der dygtigt syede flængen sammen igen.

Jeg slap heldigt fra det. Intet brækket, fik kun et mindre ar, der i disse år træder tydeligere frem ved højre øje. Og så måske også et lille ar på sjælen. Jeg burde have set se mig for!

I dag går vi af nødvendighed på to meters afstand, når vi følges ad. Vi er i alarmberedskab og meget opmærksomme på hinanden. Et øjebliks uopmærksomhed, og så ligger man der! Selv små beslutninger kan lige pt. få store konsekvenser. Det kan også give ar på sjælen. Må de ar ikke vokse sig større, end vi kan leve med dem. Og skulle de alligevel begynde at gøre det så hav tillid til, at Gud hjælper os med at bære det, vi ikke alene kan bære.

Prædikenhilsner på hjemmesiden i påskedagene
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Fredag den 3. april 

Det er nu mere end tre uger siden, at statsministeren "lukkede Danmark ned", og dermed er det tre søndage, hvor vi ikke har kunnet samles i kirken og fejre gudstjeneste. Der er ingen tvivl om, at det er et stort savn – for menighed, præster og kirkens øvrige medarbejdere.

Mens vi venter på igen at kunne mødes uden at skulle tænke på smittefare, må vi afsøge nye, digitale måder at være nærværende som kirke på. Også her er det et velvalgt billede, at vi "asfalterer, mens vi kører". Vi kan ikke uden videre overføre indhold og form, som vi kender dem, til en digital udgave. Først og fremmest fordi vi heller ikke til optagelserne må samles mere end få mennesker ad gangen! Men også fordi der går noget tabt undervejs: Gennem computerskærmen fornemmer vi ikke orglets fyldige klang i rummet, vi mangler det fysiske nærvær – den dirrende samtidighed, fordi vi er fælles om dette, lige nu og her.

I præstegruppen har vi valgt at tage konsekvensen og forsøger os hen over påsken med et alternativ til videooptagede gudstjenester. Vi kalder det prædikenhilsner. På skift vil vi optage en kortere prædikenrefleksion over dagens evangelietekst, ofte på et sted, der underbygger det tema, vi gerne vil belyse i teksten. Vi runder af med et Fadervor og den apostolske velsignelse, som den også lyder fra prædikestolen.

Vores prædikenhilsner kan naturligvis ikke stå alene uden salmernes poetiske og musikalske forkyndelse. Til hver prædikenhilsen bliver der optaget to salmer, hhv. på flygel og på orglet i Slotskirken. 

Hvis man ønsker en mere klassisk, kort gudstjeneste, linker vi også til provstiets hjemmeside, hvor der vil være en professionelt produceret videogudstjeneste med forskellige præster fra provstiet.

Vi håber, I vil tage godt imod de forskellige initiativer, så vi kan samles som kirke online, så længe situationen kræver det.

Palmesøndag: Hannah Svinth-Værge
Skærtorsdag: Helle Krogh Madsen
Langfredag: Pia Nordin Christensen
Påskedag: Michael Brautsch
2. påskedag: Lars Gustav Lindhardt

Påskesnak for konfirmanderne
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Torsdag den 2. april 

Der er mange, som giver afkald på meget i denne tid. Nogle giver endda afkald på livet. I den sammenhæng kan det virke trivielt at snakke om konfirmationer, som er udskudt, men midt i det store mørke, vi alle står i, er det vigtigt at huske, at det lille mørke, som konfirmanderne står i, såmænd kan føles tæt nok, for de unges verden er mindre end de voksnes, og derfor opleves deres afkald større. Derfor er det vigtigt i denne tid at minde konfirmanderne – og os alle – om påskens budskab: At Gud lader livet opstå, når vi ofrer os for hinanden.

Som bonus får I et billede af mig, der holder tale til min egen konfirmation – blandt andet for min far, der tydeligvis er dybt bevæget.

Møde med de døde
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Onsdag den 1. april 

Biblioteket Frederiksberg, Musikhøjskolen, Frederiksberg Museerne, Teatret Riddersalen og Folkekirken på Frederiksberg skulle i april-maj 2020 under titlen OmSorg have stået for en række arrangementer om temaet tab og sorg henvendt til især børn og børnefamilier.

I den kommende week-end skulle der fx have været kirkegårdsvandringer for børn på kirkegården ved Frederiksberg Kirke under overskriften Møde med de døde. Skuespillerne Kristine Nørgaard Sørensen og Thomas Knuth-Winterfeldt ville for en stund levendegøre nogle af dem, der ligger begravet på kirkegården, og jeg var i fuld gang med at lave manuskript hertil.

Alle arrangementerne søges gennemført til efteråret, men i mellemtiden kan man her få en lille forsmag på, hvem man kunne have mødt. Det var bla Sofie Ørsted, født Oehlenschläger, hvis gravsted mange passerer forbi jævnligt, og hendes berømte bror Adam Oehlenschläger.

Hør engang:

Sofie: Jeg har fået en af de fineste pladser her på kirkegården – lige ved indgangen til kirken. Her kommer alle forbi og ser mit gravsted, og det passer mig fint. Jeg har altid godt kunnet lide at blive set. Da jeg var barn, spillede jeg altid med i de små komedier, som min storebror, Adam skrev. Vi boede oppe på Frederiksberg Slot, fordi vores far var slotsforvalter, og Adam havde en meget livlig fantasi, og skrev alt muligt, allerede da han var 8 – 9 år gammel. Han skrev blandt andet små skuespil, som ham og mig og en ven af os opførte for vores familie i spisesalen oppe på slottet.

Og han kommer jo lige der…Hallo, Adam!

Adam: Hallo Sofie. Nå, jeg har lige været inde i kirken og pudse lidt på sølvet, der sidder på min mindeplade på væggen derinde. Du ved det, som er lavet af gamle sølvsmykker.

Sofie: Gamle og gamle – det var nu mest en hel masse unge kvinder, Adam, der beundrede dig så meget, at de gav deres smykker for at de kunne blive smeltet om og pynte på mindepladen for dig her i Frederiksberg Kirke, fordi det var ”vores” kirke, hvor vi er døbt og konfirmeret og begravet fra.

Adam: Ja, det var lidt underligt at bo på slottet og så ikke måtte bruge slotskirken. At det kun var kongefamilien, der måtte det. Men sådan var det jo. Til gengæld havde vi så hele slotshaven og Søndermarken og Frederiksberg Have. Jeg var aldrig blevet digter, hvis vi to ikke havde leget alle de steder, da vi var børn…….

…...og sådan ville man sammen med de to skuespillere være fortsat rundt til 8-9 gravsteder og have mødt kendte og ukendte døde. Det bliver forhåbentligt muligt på et senere tidspunkt. Foreløbigt kan opslaget her måske inspirere til selv at gå en tur på kirkegården og se på gravsteder. Der hænger en nyttig oversigt på muren ved den lille, hvide bygning ud til Frederiksberg Allé.

Sov sødt, Barnlille
Af organist Allan Rasmussen
Tirsdag den 31. marts 

En af vore allerstærkeste salmer handler om det at være et Guds barn – ung eller gammel. Det er Grundtvigs og Thomas Laubs "Sov sødt, barnlille" – nr. 674 i salmebogen. 

I lørdags skulle min lille datter Iben have været døbt i Frederiksberg Kirke. Vi måtte udskyde dåbsgudstjenesten på grund af coronakrisen. Strengt taget kunne vi naturligvis godt have døbt hende hjemme hos os selv, men vi ville alligevel hellere vente til vi kan samle hele familien omkring os i festligt lag.  

I forrige uge døde min far. Ikke som følge af coronavirus, men af en hjernetumor, der allerede for over et år siden gav ham dødsdommen. Kun nogle få af de allernærmeste mødtes omkring hans kiste, inden den blev sendt til krematoriet. Mindesammenkomsten må vente til bedre tider. Min far var hverken døbt eller troende, og han satte kun nødigt sine ben i en kirke. Men han var – ligesom lille Iben – alligevel et Guds barn i ordets altfavnende betydning.

På dagen, der skulle have været Ibens dåbsdag, sang jeg salmen for hende, mens hun lå på mit cembalo. Hun lyttede intenst, men havde alligevel ikke tålmodighed nok til alle syv vers. Derfor står hele teksten herunder. Jeg deler hermed denne fine stund med jer, der har lyst til at kigge med.


Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge! 

Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade. 

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til Frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde;
i Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavne Guds engle med glæde.

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger;
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger. 

Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile,
istemme så lydt
halleluja nyt,
at englene tie og smile. 

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.

Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
og nyn på det navn
med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
så favr og så fin,
min Jesus er lyset og livet!

Luther på 10 minutter
Af sognepræst Michael Brautsch
Tirsdag den 31. marts

Da provstiet fejrede reformationsjubilæet i 2017, lavede vi denne lille film til Kulturnatten. Her forsøger jeg at forklare Luthers reformatoriske opdagelse, med et glimt i øjet. Der skal jo også være noget at grine af. 

Husk, at se filmen helt til ende, hvis du kan klare mosten. 

God fornøjelse. 

Forbundet på kryds og tværs
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Mandag den 30. marts

Kære menighed,

Lige før alting gik i stå, fejrede jeg 25 års jubilæum som præst i sognet. Et betænksomt menighedsråd havde spurgt, om jeg ville festligholde dagen. Jeg er jeg glad for, at jeg sagde ja. Jeg var i ugerne op til optaget af det daglige arbejde og forberedelse til gudstjenesten, og havde vel ikke tænkt så meget længere. Jeg blev helt ærligt fuldstændig overvældet af den varme og venlighed, der mødte mig, da jeg gik for alteret. Og overvældet over at se så mange af jer, som jeg på forskellig vis er i kontakt med, på én gang. Stor tak herfor! Stor tak også for taler, sang og alle hilsener i den anledning. Det har alt sammen bragt megen glæde og taknemmelighed med sig.

I en tid, hvor det ikke er muligt at mødes, har jeg så i stedet lejlighed til at ringe rundt for at sige tak for hilsener. Jeg er stadig i gang. Det gik hurtigt op for mig, at jeg savnede adskillige efternavne, adresser og telefonnumre. Og sådan gik noget andet for alvor op for mig. Det gik op for mig hvor stor forbundethed, der er på kryds og tværs i sognet. Da jeg f.eks. fik fat i Hans Jørgen, kunne jeg spørge til nummeret på Mette, Karen og Inge, og da jeg talte med Jette, kunne jeg spørge til nummeret på Rie og Anni og så fremdeles. Det gør mig virkelig glad. Og sådan arbejder jeg mig stille og roligt fremad. Men der er stadig nogen jeg mangler, så mangler du en hilsen fra mig, så ring endelig.

Jeg hører også, at mange af jer jævnligt er i kontakt med hinanden, og at et af butiksholdene i Genbrugsbutikken f.eks. ringer sammen et par gange om ugen. Det er da også lige til at blive glad af. Og når kirke og menighedshus åbner igen, må vi så i fællesskab have særligt blik for dem, der endnu ikke følges så meget med nogen, at man har udvekslet telefonnumre, men som måske gerne vil.

Mange hilsener,
Pia

Prædikenhilsen
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Søndag den 29. marts

Vi forsøger os i Frederiksberg Sogn med noget nyt: Prædikenhilsener. 

Det er en kort, uformel form, hvor vi fremlægger vores tanker om søndagens/helligdagens tekst i en kort prædiken, hvorefter vi beder fadervor og lyser den apostolske velsignelse. Det hele er omkranset af to salmer. 

 

Vi håber meget, at I synes om denne anderledes form, og så minder vi om, at I kan finde en mere klassisk (om end stadig kort) gudstjeneste her.

Hvis I ønsker at læse manuskriptet til dagens prædikenhilsen, så kan I skrive til mig på lgl@km.dk. 

Over alleens lindetræer
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Lørdag den 28. marts

I 2016-2017 var Frederiksberg Kirke lukket i en længere periode på grund af renovering af kirkerummet. Da den åbnede igen, blev der holdt en festgudstjeneste, og til den lejlighed var jeg blevet opfordret til at skrive en salme.

Jeg valgte at skrive den på organist Allan Rasmussens melodi til helligtrekongersalmen ”Vise mænd kom den lange vej”, som forfatter Niels Brunse skrev til Frederiksberg Kirke i 2008.

Jeg skrev således salmen på et tidspunkt, hvor det heller ikke var muligt at komme ind i Frederiksberg Kirke, men jeg skrev den med utallige billeder på nethinden efter at være kommet der igennem mere end 30 år som præst, kirkegænger, koncertdeltager og meget andet.  

Jeg forsøgte at sætte ord på kirken som hus og sted, på det man ser, når man sidder derinde og lader blikket vandre rundt - og på det man bliver en del af ved at sidde på bænk sammen og ved at stå, knæle, lytte, tænke, bede og synge sammen derinde. Sådan kom den til at lyde:

Over alleens lindetræer,  
der viser et tårn med spir, at her 
der ligger en fin variant
af et Guds hus, et sted på jord,
hvor der er kirke med Ånd og Ord,
bygget i ottekant. 

Søjler af egetræ, der bær´, 
så loftet er højt nok til enhver 
af tankerne, vi kommer med.  
Her bli´r de sat i perspektiv, 
mødes af Guds ord om død og liv, 
her finder troen sted. 

Når vi af glæde mangler ord, 
når livet er tungt og sorgen stor, 
når sjælen har brug for lidt fred, 
da lukker kirken døren op, 
vi bliver kirke med ånd og krop: 
jordisk treenighed. 

Prædikestol og alterbord,  
fra begge forkyndes samme Ord, 
en bibelsk og himmelsk replik: 
Gud væver kærligheden ind, 
Jesus er rosen til menneskesind, 
nadverens symbolik. 

Tillid til det, der håbes på,
er dåbstro til store og til små,
og elsket på forhånd af Gud
kan vi med Ordets efterklang,
stemte i sind af musik og sang
træde i livet ud.  

Og sådan lyder den sunget af Camilla Dahlgren og spillet af Allan Rasmussen: 

Tegnekonkurrence på Facebook
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Fredag den 27. marts

Den seneste uge har man på Frederiksberg Kirkes Facebook-side kunnet følge nogle dygtige børns tegninger til tre centrale bibelhistorier fra Det Gamle Testamente. 

Den første historie var skabelsesberetningen, og børnene blev opfordret til at tegne det mest fantastiske, Gud har skabt – ifølge dem. Det var inspirerende at se, hvordan børnene har sans for skaberværkets under, fra den mindste regnorm (med regnormebaby!) over havets mangfoldige liv til selve jordkloden med sol og måne.

Som den anden historie havde jeg valgt Moses i sivkurven. Tegningerne viste både det ydre drama: det lille barn i kurven, omgivet af drabelige krokodiller – og det indre: Moses' mor, som med et forpint udtryk må sende ham ud på Nilens vand.

Den sidste historie i første runde var beretningen om Jonas, som prøver at stikke af fra Gud og derfor må en tur i hvalens mave. Også her kom der nogle fine og empatiske tegninger ud af det, så enhver kunne forstå, at det ikke er rart at befinde sig inden i en hval!

Senere i dag trækker jeg lod, og den heldige vinder får snarest et flot påskeæg leveret til døren. Hvor ville jeg dog gerne kunne give alle børnene et påskeæg! I stedet kan jeg håbe, de vil være med til endnu en runde, denne gang med historier fra Det Nye Testamente. Næste fredag, den 3. april, trækker jeg igen en vinder. Og hvem ved – måske bliver det dit barn eller barnebarn, der får påskeægget! 

At være tjener for Gud
Af sognepræst Michael Brautsch
Torsdag den 26. marts

I Frederiksberg Sogn savner vi vores menighed. Vi savner at se jer, at høre jer, at tale med jer om stort og småt; vi savner at fejre Gudstjenesten med jer alle. Men så må vi jo mødes her på nettet, vi må hver især holde vores små andagter i hjemmet, og en af de bibelske personer, der har inspireret mig mest til hjemmeandagt er Jomfru Maria. Vi protestanter gør jo ikke så meget stads ud af hende, men på søndag er det netop den dag, vi markerer bebudelsen: da ærkeenglen Gabriel kom til den unge pige og fortalte hende, at hun skulle føde himlens kongesøn. 

Hun bliver naturligvis forskrækket, og skal beroliges med et ”frygt ikke”, men det er nok lettere sagt end gjort, især når det er en himmelsk budbringer, der kommer på besøg, og navnlig især når man får at vide, at man er blevet gravid med Guds Søn, endskønt jomfru!

Hvad gør man så? Hvad gør man, når Himlen trækker i arbejdstøjet nede på jorden blandt almindelige mennesker? Når Gud griber ind i dit liv, og ALT bliver forandret? Løber man skrigende bort, benægter man hårdnakket, indtil det ikke er muligt længere? Går man i panik eller går man i koma?

Maria holder en andagt. Hun forstår ikke tingenes sammenhæng, men hun gør sit lille kammer til et helligsted, og så holder hun en andagt. Hun falder på knæ, breder sine arme ud i en modtagende gestus og siger: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde”! Smukkere og mere enkelt bliver det ikke. Jeg forstår ikke det, Du vil og gør med verden, men jeg er din tjener der gør, hvad Du befaler. Jeg stiller mig til rådighed for Din vilje." 

Og så synger hun en sang. Du kan læse den i Lukasevangeliet kapitel 1 vers 46 til 55. Og så kan du jo selv forsøge dig med en af de nye Mariasalmer i salmebogen, nummer 73: ”Vi synger med Maria”. Skal du have hjælp til melodien? Så gå ind på www.dendanskesalmebogonline.dk. Det lyder måske lidt maskinelt, men indtil vi mødes igen i kirkerummet, så må vi bruge det, vi har. Vi Herrens tjenere.

Præstetanker: Kirkebryllupper
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Onsdag den 25. marts

Hvad vil det sige at være kirke, når kirken holder lukket? Ganske meget, hvis man spørger mig, for kirke er mere end det, der sker i kirkerummet. Ja, kirkerummet eksisterer faktisk bare til at minde os om, at kirken foregår i alle rum.

Velsignelsen
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Tirsdag den 24. marts

Præster og menighedsrådsmedlemmer fra hele Frederiksberg provsti sad omkring bordene og diskuterede på livet løs. Nævn én ting, du ikke kan undvære, når du fejrer gudstjeneste? Nogenlunde sådan lød spørgsmålet, dengang vi lige havde lige taget hul på debatten om fri liturgi. Hvad kan under ingen omstændigheder undværes? Én pegede på prædikenen, en anden sagde salmesangen, en tredje svarede nadveren, mens det for en fjerde var velsignelsen. Havde vi været flere ved bordet var teksterne, bønnerne og dåben formentlig blevet nævnt. Og hvad med menigheden, orglet og kirkerummet?

Jeg havde selv svært ved at vælge. Jeg har de senere år særligt beskæftiget mig med prædikenens teori og praksis, men ville jo f.eks. helt umuligt kunne undvære velsignelsen. Og allerede her efter 14 dage uden at være i stand til at fejre fælles gudstjeneste, er det direkte et fysisk savn ikke at kunne være nærværende under salmesangen eller kunne knæle sammen ved alteret og modtage brødet og vinen – selvom jeg kompenserer ved at lytte til søndagens gudstjeneste her på vores hjemmeside og radiotransmissionen på P1 fra Københavns Domkirke.

Hvad ville for dig være helt uundværligt?

Præster og menighedsrådsmedlemmer var aldrig nået til enighed omkring bordene den dag, men det var heller ikke formålet. Vi fik en fin samtale om, hvad der gør en gudstjeneste til en gudstjeneste, og hvad der under ingen omstændigheder kan undværes, hvis en gudstjeneste fortsat skal være en gudstjeneste. Velsignelsen er for mig ét af de urørlige led. Jeg sænker skulderne, løfter hovedet, retter ryggen og synker ind i den.

I søndags blev jeg forstyrret af radioværten, der begyndte at runde gudstjenestetransmissionen af netop som velsignelsen lød. Hende vil jeg rigtig gerne sidde til bords med næste gang, vi skal diskutere gudstjenestens mest uundværlige led!

Gå med op til orglet i Frederiksberg Kirke
af sognepræst Helle Krogh Madsen
Mandag den 23. marts 2020

Søndag den 1. marts 2020 markerede vi i Frederiksberg Kirke, at sognepræst Pia Nordin Christensen har været præst i Frederiksberg Sogn i 25 år. Det skete ved en festlig gudstjeneste, hvor vi som afslutning blev spillet ud af kirken og over til reception i menighedshuset af organist Allan Rasmussen.

Allan Rasmussen havde valgt at spille Sortie i Es-dur af den franske komponist og organist Louis Alfred Lefébure-Wely (1817-1869), og dette muntre stykke musik gav mig i situationen lyst til at optage det på min mobiltelefon. Det kom jeg desværre først i tanker om midt i stykket. Alligevel deler jeg hermed optagelsen, fordi den giver et øjebliksbillede af en søndagsstund i kirken, som der har været utallige af i tidens løb, og som det er godt at blive mindet om, at der vil komme utallige af igen. 

Optagelsens omfang og kvalitet yder hverken Allan Rasmussens orgelspil eller komponistens virtuositet retfærdighed. Til gengæld minder den underliggende lyd af mennesker på vej ud af kirken om, at kirken ikke kun er husene og rummene, men ikke mindst de levende stene – det vil sige de mennesker, der kommer i kirken.

I den aktuelle situation, hvor vi må undvære at samles i kirkerne, må vi i endnu højere grad være kirke for hinanden, være levende stene, der deler det med hinanden, der er svært at bære, og deler ud af det, vi har brug for for at stå denne alvorlige situation igennem sammen.

Så gå med op til orglet i Frederiksberg Kirke ved at lytte med i videoen herunder og lyt eventuelt bagefter til Sortie i Es-dur i sin helhed på fx denne optagelse.

Gudstjeneste i Frederiksberg Kirke
22. marts 2020








75-året for bombningen af Den Franske Skole
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Lørdag den 21. marts 2020

I dag er det 75 år siden, at Den Franske Skole på Frederiksberg Allé ved en fejl blev bombet af britiske fly. 86 børn og 18 voksne omkom. På grund af coronavirus er det ikke muligt at markere dagen med en højtidelighed i kirken, og derfor vil klokkerne i stedet ringe kl. 11.15 og 15 minutter frem.

Bibelhistorien på Facebook
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Fredag den 20. marts 2020

Corona-virussen er blevet kaldt en farlig gæst. Den er også en højst uvelkommen gæst, der vader ind med mudrede sko og kræver fuld opmærksomhed og service døgnet rundt. Hvis man alligevel skulle nævne ét positivt træk ved vores ubudne gæst, må det være, at den tvinger os til at tænke nyt. Den får os til at holde sammen, til at sætte hensynet til mennesker over økonomi, til at blive mere kreative. 

Også i kirken blomstrer kreativiteten: Vi finder nye måder at være kirke på, hjemme i stuerne. Ganske vist af nød, men hvad gør det, hvis vi kan give næring til troen, håbet og kærligheden, netop når vi har allermest brug for at høre, at det er dem, vores liv bygger på! 

I Frederiksberg Sogn er der normalt et væld af aktiviteter for børn og unge i løbet af ugen. På onsdag skulle vi have haft "Godnathistorie i kirken" med fællesspisning, bibelhistorie og aftensang. Vi rykker nu bibelhistorien på Facebook! Over de næste uger holder vi en tegnekonkurrence, hvor børn kan lægge en tegning til en bibelhistorie ud og være med i lodtrækningen om et påskeæg. Næste fredag regner vi med at kunne lægge nogle af de flotte tegninger ud, også her på hjemmesiden. 

Midt i alvoren synes jeg, der er noget fortrøstningsfuldt i, at vi kun lige er begyndt at udforske alle de opløftende måder, hvorpå vi kan være kirke, "sammen på afstand". 

Hvem ringer klokkerne for?
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Torsdag den 19. marts 2020

Vejret var mildt, ja forårsagtigt og fuglene sang, da jeg i søndags gik en morgentur. Men jeg var helt ærligt ikke rigtig i humør. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte kirkeklokkerne at ringe. Og så jeg blev faktisk glad!

For godt nok kunne vi ikke denne søndag morgen, og vil heller ikke de kommende søndage, samles for at fejre gudstjeneste, men kirkeklokkerne ringer stadig!!! De kalder på os, og minder os om en kærlighed, ingen epidemi kan slå ihjel. De minder os om, at Gud og mennesker hører sammen i tid og evighed! Hver gang jeg hører klokkerne, husker jeg det. Og lyden af kirkeklokker får mig til at glæde mig til den dag, hvor smittefaren er drevet over, og vi igen kan mødes for at lytte til Guds ord, takke og lovprise. Og da vil vi synge! Da vil vi synge, som vi aldrig har sunget før! Måske skal den første salme være Ingemanns:

Nu ringer alle klokker mod sky;

det kimer i fjerne riger.

Hver søndag morgen højt på ny

stor glæde mod Himlen stiger.

 

Det toner med lov og pris og bøn

Fra jord mod Paradis-haven:

Det var en søndag morgen skøn

Vor frelser stod op af graven.

Jeg synes næsten, at jeg allerede kan høre orglet og bruset af fællessang. Men indtil da, så lægger vi hver søndag en kort gudstjeneste på hjemmesiden fra en af vores to smukke kirker. Så gå ind på denne side, når kirkeklokkerne kalder på søndag.

Frans af Assisi
af sognepræst 
Michael Brautsch
onsdag den 18. marts 2020

”Herre, gør mig til redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed,

hvor der er krænkelse – tilgivelse,

hvor der er tvivl – tro,

hvor der er fortvivlelse – håb,

hvor der er mørke – lys,

hvor der er bedrøvelse – glæde.

 

Guddommelige mester, hjælp mig,

så jeg ikke så meget søger

at blive trøstet – som at trøste,

ikke at blive forstået – men at forstå,

ikke at blive elsket – men at elske.

For det er ved at give, at vi modtager,

ved at tilgive, at vi bliver tilgivet,

og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv.”

– Frans af Assisi   

Således bad i sin tid Frans af Assisi, og det gør godt at bede denne bøn sammen med ham. Mange mennesker over hele verden er lige nu bange og fortvivlede, mange er syge, men mange er også blevet raske igen. Coronavirus rammer høj og lav, rig og fattig, de veluddannede og dem, der ikke er. Den kender ikke til sociale skel, race eller religion.

Og paradoksalt nok er kirken i disse dage, og måske i lang tid, lukket; nu, hvor vi har så meget brug for et trøstende og opbyggeligt ord. Jo, vi holder begravelser og – hvis det ikke kan undgås – dåb og vielser med næsten ingen gæster. Det har vi aldrig prøvet før, for selv i krigstid, har kirken været stedet, hvor vi kunne komme og søge fred og opmuntring. Her kunne vi lytte til ordet og musikken, eller til stilheden. Vi kunne spørge ”hvorfor”, og måske få et svar, og måske blot finde ro i, at få lov til at stille spørgsmålet. Vi kunne være sammen i bøn og sang, i det rum, hvor velsignelsen har lydt i mange hundrede år.

At være kirke er at være et helligsted – et helingssted for alle de stærke, der bliver slidt, og alle de svage, der ellers ville knække. At være kirke er at give rum og at give stemme til kærligheden. For vi bliver tyndslidte af den corona! Især hvis vi er syge, hvis nogle, vi kender, bliver syge, hvis vi er bekymrede for at blive syge, eller hvis vi skal leve alene og isoleret; eller hvis vi skal leve alt for mange i samme lejlighed og hus i alle døgnets 24 timer – det slider også. Børn skal passes og skoleundervises, og rigtig mange arbejder hjemmefra.

Så må vi være kirke for hinanden. Så må vi hver især hjælpe hinanden med at blive helede og opbyggede, hjælpe med at trøste, forstå, elske og tilgive – som Frans af Assisi bad. Kirken er jo først og fremmest bygget af levende sten, og de levende sten er dig og mig. Og vi er ikke blevet glemt af Den Levende Gud, Han er altid hos dig, også selv om du føler dig alene og bange. Ja, det er nok der, Han er dig allermest nær. Så bliver da tro, håb kærlighed disse tre, men størst er kærligheden.

Kategorier AKTUELT