Tekst til prædikenhilsen påskedag 2020 

”Kristus er opstanden – sandelig er Han opstanden.” Amen.

Hvordan kan andet end glæden presse sig på, på denne påskemorgen – denne søndag, der berettiger og legitimere, ja – mere end det: er selve tændsatsen og krudtladningen til, at vi hver søndag kan holde Gudstjeneste med fællessang og fælles bøn og fælles nadver. Nå ja – måske ikke så meget fælles, men alligevel - midt i dette særlige kollektive os kristne imellem: det private, fortrolige og intime: i år på en ganske særlig måde – hver for sig. Jeg savner mere end noget, at kunne stå i en af vores smukke kirker, netop sådan en påskemorgen, hvor vi råber ud over byens tage, at ”Kristus er opstanden” og at døden virkelig har tabt. Vi er et kæmpe kollektiv, på tværs af historien, på tværs af køn, etnicitet, alder, rigdom og jordisk lykke. Vi er altid individer, skabt hver især med en ganske særlig personlighed, af Gud Fader, og selvom vi plejer at fejre denne, den største af kirkeårets dage sammen, så handler det i sidste ende altid om os selv – om DU tør tro på miraklet og vender dig om.

For tro og tvivl, og tilbedelse og fortvivlelse er dette: at lægge sit ganske liv frem for Skaberen i tillid og kærlighed; ganske personligt og indadvendt, og midt i det hele: et fællesskab med alle de andre. På afstand, men stadig grublende og jublende. Hver især, hver af os enkeltvis foran Gud, men samtidig fælles med alle de andre fra sognet og omegnen i dag i den kristne kirke, alle de andre døbte over hele kloden. Bossen og bumsen, chefen og vandbæreren, skurken og helten. Alle vi, der mødes i det kristne fællesskab. Alene, men sammen. Vi ringer med store malmklokker ud over hele landet søndag morgen, på trods af, at døren er låst. Og netop søndag morgen, for på det tidspunkt – påskemorgen – var det, at kvinderne fandt graven tom. ”På tredje dag opstanden fra de døde” – og tredje dag er – regnet på den gammeldags måde fra Langfredag – netop søndag, ugens første dag.

Langfredag, ja – hvordan var det nu? Langfredag ender ikke med beretningen om, hvorledes Jesus på korset opgav ånden og hvordan forhænget i templet flængedes i 2 dele, for Gud og verden var nærmest brækket fra hinanden – som om Gud selv var blevet splittet. Nej, Langfredag slutter ikke med død, men med det kollektive. Med den gribende fortælling om korsnedtagelsen (pieta); med billedet af det fællesskab de opstod mellem ligestillede, som giver ekko af Skærtorsdags måltidsfællesskab mellem Den Der Frelser, og de der trænger til frelse. Og er det ikke dig og mig? Jo, for vi er også med, ved bordet og ved korset, for vi trænger også til at være nær ved Frelseren og til frelse.

Så hvordan får vi taget fat? Hvordan kommer vi ind i kollektivet – som altså lige nu skal tænkes mere abstrakt? Hvordan tager vi Ham ned fra korset, væk fra henrettelsespladsens død og hvordan tager vi imod Ham som Livet selv? Vi trænger så frygteligt til det varme hjertebankende liv, og det sidste vi har brug for er en død gud. Korsfæstet, ja. Men nedtaget fra korset, også af dig og mig, så Han på en gang kan gå foran os gennem Døden, og gå sammen med os i Døden. I smerten og dødsangsten er omsorgen: som nogle af de sidste ord på korset pålægger Jesus 2 mennesker at drage omsorg for hinanden; Jesu mor og den unge Johannes. ”Hun er nu din mor, han er nu din søn” – siger Han. Således bliver de efterladte ikke overladt til tomheden og det øde, men til hinanden i fællesskabet; for at være lys for hinanden. Ikke blot søndag efter søndag, men alle ugens 7 dage. At være lys for hinanden – alle kristne – ja, alle mennesker.

Og nu står de her: kollektivet af mennesker, og er lyslevende tilstede i Jerusalem: kvinderne og mændene, familie og venner, tilhængere og modstandere. Og sådan er scenen sat påskemorgen. ”Frygt ikke”, sagde englen til kvinderne ved den tomme grav. Frygt ikke. Gud har ikke forladt Sin elskede menneskehed. Gud og skabning; det er en kærlighedshistorie – et kollektiv, et fællesskab, som mellem de kristne indbyrdes. Kærlighedens fællesskab. Det er Helligåndens samfund, og aldrig i evighed skal vi føle os forladte. Og de efterladte har både tyngde og en særlig aura, fordi de ikke kun bærer sig selv. Den kærlighedsløse bærer kun sig selv, og bliver dermed ulidelig let, men disse mennesker omkring et kors skal bære i fællesskab og ikke kun sig selv. Vi skal ikke kun bære os selv! For tyngden er i solidaritet både i glæde og i sorg, for således er kærligheden. Forladt i denne verden? Måske føles det sådan, men påskemorgen fik forladtheden en helt ny betydning. For nok var Kristus ikke i graven, men det var også det eneste sted Han IKKE var. Verden var blevet forladt af Døden, ikke af Gud.

Hvordan kan andet end glæden presse sig på, på denne påskemorgen – denne søndag. Fællessang, fælles bøn og fælles måltid – på afstand og hver især, men alligevel sammen i troen, og sammen i Gud. Nok grublende, men først og fremmest jublende. Glæd dig, menneske, fryd dig jord. Vend dig mod Gud, og du vil se, at Gudsriget ER kommet. Frygt ikke, siger hele himlens hær, for graven er tom og Kristus er opstanden. Ja, sandelig er Han opstanden – og Han er lige her. Amen.