Små og enkle vielser i kirkens rammer
Et bryllup behøver ikke at være lig med utallige gæster, pomp og pragt. Det kan sagtens være en lille begivenhed med ganske få mennesker til stede, der overværer, at I giver jeres ”ja” til at elske og ære hinanden resten af livet.
Skikke og traditioner er der mange af i forbindelse med den store dag, men kirken har ingen krav til, hvordan I fejrer brylluppet. Et kirkebryllup kan se ud på rigtig mange måder, og I kan sagtens vælge, at det skal være en lille begivenhed kun for jer og et par vidner. Ringe, fine kjoler og mange gæster er traditioner, som I kan forholde jer frit til.
Lyder en enkel vielse med få eller ingen gæster som noget for jer? Så tag kontakt til kirkekontoret eller en af vores præster. Så er I skridtet videre til at fejre kærligheden på jeres unikke måde.