2. s.e. H. 3 K., 1. txt., 2021

Af sognepræst Michael Brautsch 

På skabelsens tredje dag, satte Gud de to store lys på himmelhvælvingen: solen og månen – så var der lys både dag og nat. På påskens tredje dag opstod Jesus fra de døde og viste os alle, at døden var overvundet – der var lys, selv i gravens mørke. Og på den tredje dag i Johannes beretning om Guds søn, gør Jesus sit første under: vand til vin ved brylluppet i Kana. Handler dagens evangelium så også om lys – er der en sammenhæng?

Det handler om en forening, både foreningen af to mennesker i ægteskab, samt foreningen af Guds Rige og menneskets verden. Et forbund, en forening, en alliance – et liv sammen i kærlighed – som altid i medgang og modgang. 

Man kunne jo til indledning overveje, hvad ægteskabet repræsenterer, for naturligvis er det ikke tilfældigt, at denne fest er et bryllup og ikke en 50 års fødselsdag, det er ikke tilfældigt at det er vinen og ikke maden, der slipper op, og naturligvis er det heller ikke ud af det blå at det handler om seks kar med vand. Intet er vilkårligt i evangelierne, og det er grunden til, at vi stadig kan bruge fortællingerne som prismer, der bryder lyset i vores eget liv, og gør os klogere på os selv. Det er universelt, og det er uden for tid og rum.

Gud ønsker, at vi skal se vores egen guddommelighed, vores storhed som Guds børn – kun således kan vi også se vores menneskelighed og være til størst mulig gavn i vores jordiske liv. Det handler nemlig ikke kun om gaver, men i lige så høj grad om opgaver.

Vi er blevet til i forbundet mellem natur og ånd – vi er jord iblæst Helligånd, og således ægte levende væsner, j.fr. Skabelsesberetningen. Dermed går vi selv rundt som enestående alliancer mellem Gud og menneske, og derfor handler beretningen om brylluppet i Kana om mig. Det er jo en fortælling med mange rebusser: hvorfor afviser Jesus i første omgang sin mor? Hvorfor har værtsfolkene ikke købt nok vin? Hvorfor skal renselseskarrene omdannes til vinbeholdere og hvorfor der det vigtigt, at Jesus gør tegn, for at disciplene kan komme til at tro?

Jeg taler altid med mine brudepar om dette, at dagen efter brylluppet er intet forandret, og så er alting samtidig fuldstændig forvandlet; jo – vi bor måske det samme sted, vi har muligvis de samme gode og dårlige vaner, de samme artige og uartige børn, det samme inspirerende og kedelige arbejde. Naboer og svigerfamilier er de samme, og intet ændrer sig pludselig som ved et trylleslag. Men vi har begge, på en ganske særlig og højtidelig dag, sagt højt og tydeligt, foran venner og familie og Guds alter, at vi tror fuldt og fast på det livsprojekt der hedder: at elske og ære hinanden til døden skiller os ad. Både i de uundgåelige gode og de lige så uundgåelige onde dage.

Og det betyder noget. Det betyder noget, at vi ikke blot har givet hinanden juridiske og romantiske løfter på denne forening, men i tilgift på bryllupsdagen også har modtaget Guds håndslag.

Vi ved fra verden omkring os, at for mange lykkes det ikke. Tvivlen dræber troen, svigt, misforståelser og metaltræthed; manglende tålmodighed, humor, respekt og kommunikation. Sådan kan vi se vores liv med Gud, og sådan kan det gå i dansen med den udkårne. Sådan er livet med mig selv i den ulidelige selverkendelse, sådan er livet med de elskede, og sådan er livet som Guds udvalgte, hellige og elskede. 

- Det er en ung og sprudlende Jesus, der begynder sit offentlige virke med en fest. Han kommer til at bruge billedet flere gange, i de lignelser Han senere hen giver til disciple og andre med ører til at høre med: den fortabte kommer tilbage, høsten bliver bjærget, mønten bliver fundet og de holder en fest. Sådan skal livet være: når man har fundet hjem og er blevet helliget og healet, så skal fedekalven slagtes og vinen skænkes op.

”Du må gøre noget” siger Hans mor. Med et glimt i øjet beder Han Maria om, ikke at være så emsig, og med et skævt smil siger hun, fuld af moderkærlighed: ”Gør hvad som helst, Han siger til jer!” Hun tror hun kender sin søn; det gør hun slet ikke, men hun elsker Ham, som kun en forældre kan.

Hvorfor der ikke er vin nok, ved vi jo ikke, men pinligt har det været. Det er sådan noget, gæsterne vil huske i mange år frem. ”Det var en god begravelse, men der var for få rødbeder” – bemærker Storm P i en klassiker. Når sådan noget sker, så husker vi ikke brudekjolen og blomsterne, ikke maden, ikke musikken og dansen – nej: at der ikke var vin nok, så glæden blev standset, før den rigtig blev sluppet fri, dét bliver erindret med en hovedrysten. Det er ikke vigtigt for os i dag, men det er derimod, at Jesus griber denne mulighed for at anskueliggøre, hvad vi mennesker er, og hvad vi kan blive til. Vi er inviterede med til festen, og det bliver kun de elskede og betydningsfulde, venner og familie. Disse mennesker inviterede Gud med i deres liv, og blev, uden at tænke nærmere over det, helliggjorte. De blev hele, nye mennesker på en gammel jord.

De seks stenkar er skabelsens 6 dage – syvendedagen viede Gud til at slutte ringen og lod Sin fred dale ned over verden. Men hvor var det syvende kar til vin ved denne fest? Det var gæsterne selv, menigheden, Guds børn. Gennem vandet, som er dåben - renselsen – genfødselen ved Ånd – renheden og livet selv, bliver gæsterne fyldt med den nye vin. De troede, at alt var godt nu, hvor de unge havde sagt ja til hinanden, festtøjet var fundet frem, talerne holdt, gaverne pakket ud, maden serveret og fremtiden lå lys og indbydende foran denne kvinde og mand, hånd i hånd med blikket fæstnet på fremtiden.

Men de manglede alle noget, som de ikke selv vidste. Alt var tilrettelagt med menneskelig omsorg, men de havde ingen ide om, hvad Jesus kom med af bryllupsgave.

”Man sætter ellers det gode frem først, og når gæsterne er blevet mere eller mindre sanseløse, så det ringere. Du har gemt det bedste til sidst” – siger de grinende til den nok lettere uforstående vært. For hvad ved jeg, og hvorledes kan jeg fatte storheden i, at blive ganske omkalfatret af Fader, Søn og Helligånd. Jeg må blot, med uendelig glæde og taknemmelighed falde ned på mine knæ, bøje hovedet og hviske stille: ”Det ske mig efter Din vilje”.

Jesus viser disciplene sin autoritet, sætter en dagsorden for det, de skal arbejde sammen om i tiden der kommer, indvarsler noget helt nyt. De bliver også ved festen fyldt af Helligånd og ny vin, men de vil tvivle mange gange og træde forkert. Derfor skal de have denne erindring, som det første af mange undere: Han gjort det flade kommunevand til årgangsvin!

Så handler denne beretning på tredjedagen også om lys? Ja, den handler i den grad om det store guddommelige lys der fylder verden og de mennesker, der inviterer Gud med. – sandelig: Det bedste bliver gemt til sidst. Amen.