Luk. 2,41-42

Af sognepræst Helle Krogh Madsen

De seneste dage har vi - præster og organister imellem – drøftet, hvad der skal til for at man kan kalde noget en gudstjeneste: Hvor meget og hvad kan skæres væk for at komme ned på de anbefalede maksimalt 30 minutters varighed. Dåb, der jo normalt hører til i gudstjenesten, holdes som separate dåbsgudstjenester. Det er ikke så usædvanligt. Til en højmesse hører der nadver, men der afholdes jo også gudstjenester uden nadver, og i tidligere tider var det langt fra hver søndag, der var nadver i guds-tjenesten, så det er heller ikke helt uhørt at holde gudstje-neste uden nadver.

Salmesang er en meget central del af en evangelisk-luthersk gudstjeneste, men sang er - som vi har lært de seneste måneder – ikke kun velegnet til at sprede stemning og fællesskab, men desværre også til at sprede smitte, så stik imod traditionen, er salmesangen også skåret væk i de gudstjenester, vi holder i denne svære og underlige tid.

Hvad er der så tilbage? Ja, der er det, der gør, at vi lige nu fejrer gudstjeneste. Der er musikken, og der er ordene. Det ville virkelig være et tab, men befandt vi os et sted, hvor det ikke var muligt at frembringe musik, så der kun var ordene tilbage, så ville det stadigvæk være muligt at holde gudstjeneste.

For skåret helt, helt ind til benet er det eneste, der er uop-giveligt i en gudstjeneste, at der lyder ord. Ikke præstens mere eller mindre tankevækkende og velvalgte ord, men ord fra Gud og ord om Gud.

At det forholder sig sådan, bliver meget tydeligt nede/her i Frederiksberg Kirke, fordi alteret og prædikestolen, hvorfra ordene lyder, er bygget helt sammen og placeret, så ingen, der kommer ind i kirkerummet, kan være i tvivl om, hvad der er omdrejningspunktet for det, der sker derinde.

 De ord, der er det ufravigelige i enhver gudstjeneste, kender vi som bekendt fra Bibelen, og dagens tekst fra Lukasevangeliet giver et meget enkelt og fint indblik i, hvordan fortællinger heri blandt andet er blevet til.

For nogle af dem begyndte med det, Lukas her fortæller om Maria, at hun ”gemte alle ordene i sit hjerte”. Sådan har han skrevet før. Nemlig i beretningen om hyrderne på Betlehems mark julenat. Da englene forlader dem og vender tilbage til Himlen, skynder de sig hen og finder Maria, Josef og barnet, og fortæller, hvad de lige har fået at vide af englene om den nyfødte. Og så kommer sæt-ningen, ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grun-dede over dem.”

Imellem de to episoder ligger 12 år. 12 år, hvor Jesus vokser op som en almindelig dreng hos sine forældre i Nazareth. Andet hører vi i al fald ikke i Det Nye Testa-mente. De fire evangelister tager ikke nogle af de mange barndomslegender med, som der hurtigt begyndte at opstå nogle af - fantasifulde beretninger om underfulde ting og sager, som den lille Jesus gik rundt og gjorde blandt sine legekammerater.

Det Nye Testamente springer direkte fra omskæringen af Jesus otte dage efter fødslen til den begivenhed, vi hører om i dag, hvor han som 12-årig er med Josef og Maria i Jerusalem i anledning af påsken. For som gode og lovtro jøder tog de hvert år op til Jerusalem for at fejre påske.

Og for første gang skulle Jesus med Josef ind i mændenes forgård i det store tempel. Indtil da havde han hvert år måttet blive sammen med sin mor og sine søskende og alle de andre kvinder og børn ude i kvindernes forgård. Men da han nu var fyldt 12 år, skulle han ifølge jødisk lov begynde at træde ind i de voksnes rækker. Med det 12. år begynder en jødisk drengs forpligtelse til at overholde Moseloven, og derfor var dette en særlig påske for ham.

Men den bliver også anledning til at vise, at han er noget særligt. Den sidste linje i dagens tekst, ”Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker” har Lukas hentet direkte fra 1. Samuelsbog i Det Gamle Testa-mente. Her siges de samme ord om drengen Samuel, der stod frem som profet i sit 12. år. Den Samuel, der senere salvede den navnkundige David til konge – David, som var 12 år, da han ifølge traditionen begyndte at gøre sig bemærket, som en, der kunne tolke syner.

En anden stor skikkelse – Salomon – var også 12 år, da han trådte til som konge. Så Jesus træder ikke bare offent-ligt frem første gang som 12-årig. Han træder også lige ind i traditionen og forventningen om den messias, den konge af Davids slægt, man havde ventet så længe på.

Det er det, der sker i dagens tekst. Da Maria spørger, ”Hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” svarer Jesus med de ord, der fortæller, at hans far er en anden end Josef. ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”

For Maria må de ord have vakt genklang i hende og min-det hende om noget, hun havde hørt næsten 13 år tidligere, da englen Gabriel kom og bebudede hende, at hun skulle føde et helt særligt barn. Gabriel havde sagt, ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskyg-ge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.”

Disse ord gemte Maria i sit hjerte – står der - ligesom hun siden gemte de ord, hyrderne kom og sagde efter fødslen, og ligesom hun nu gemte sin 12-årige søns ord til hende i templet. Hun forstod ikke rækkevidden af dem, men i sit hjerte huskede hun dem, og efterhånden som flere og flere ord og begivenheder blev føjet til, begyndte hun at forstå mere og mere.

Den måde at forstå på, kalder filosofen Søren Kierkegaard for et billede på den rette måde at høre det kristne evange-lium på. Han skriver et sted, ”Af en kvinde lærer du den rette Ordets hørelse, af Maria, der, skønt hun ikke forstod de ord, der blev talt, dog bevarede dem i sit hjerte.”

Det var den samme måde at forstå på – eller ikke at forstå på - disciplene senere ofte må nøjes med. ”Vi forstår ikke, hvad han taler om.”, siger de flere gange. Og hyrderne på marken forstod heller ikke det, englene kom og sang for dem julenat. Men de forstod så meget – eller de blev så påvirket af det de hørte – at de gik hen og så efter.

Disciplene blev også ved med at følge Jesus, selvom de langt fra altid forstod hans ord. For de forstod på en anden måde. De havde en fornemmelse af, at den mand altid talte om noget vigtigt – også for deres tilværelse.

Derfor bevarede de ordene i deres hjerter – ligesom Maria – og da tiden kom, hvor Jesus ikke længere var iblandt dem, da begyndte ordene, som de havde gemt, at spire og sætte frø. Og de begyndte at fortælle dem videre, og erfa-rede, at ordene fik betydning for andre mennesker – at de levede videre, også selv om ham, som oprindeligt havde udtalt dem, var død. Disciplene opdagede den kraft, der lå i ordene selv. Det, som på den første pinsedag i Jerusalem fik betegnelsen ”helligånden”.

Den pinsedag var Maria igen i Jerusalem. Det ved vi fra det første kapitel i Apostlenes Gerninger. Og da vidste hun adskilligt mere, end hun gjorde den dag i templet, hvor hendes 12-årige dreng sad og diskuterede med de skrift-kloge. Alle de bange anelser hun må have haft siden hun

som purung fik besøg af Gabriel, i forbindelse med fød- slen, under flugten til Egypten, og mens Jesus voksede op – de var i den første pinse blevet afløst af viden om, hvordan det så kom til at gå hendes søn - Guds søn - her i verden.

Og det begyndte at gå op for hende, hvad der var mening-en med alle de ord, hun i tidens løb havde hørt, taget til sig og gemt, selvom hun ikke forstod dem.

Vi har det på samme måde. Maria og disciplene var hver-ken klogere eller dummere, end vi er, selvom de levede på en anden tid. Det er et fælles vilkår, at der er noget, der er så væsentligt og så stort, at vi ikke kan nøjes med fornuft-en til at fatte det.

I går bisattes en af mine lærere på teologistudiet, dr.theol. Svend Bjerg. Han arbejdede livet igennem med det kristne sprog, og i en nekrolog over ham, blev han citeret for at have sagt, at vi er nødt til at have det kristne sprog, for kun det kan ”hamle op med livets glæde og dødens gru”.  

Og det er det, de er beregnet til, ordene uden hvilke vi ikke kan holde gudstjeneste. De er beregnet til at blive gemt i hjertet, så vi har dem at leve på. Nogle af dem vil vi måske komme til at forstå, når de giver mening i bestemte situationer livet igennem. Andre vil forblive gådefulde, men vil netop i deres gådefuldhed rumme det, vi ikke kan leve uden, men som er for stort til at vi kan fatte det.

Noget kan salmedigterne hjælpe os med at fatte, og jeg har aftalt med Christian, vores organist, at han her efter prædikenen spiller et stykket inspireret af Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies”, som I så måske kan læse i salmebogen, når I kommer hjem. Heri sættes der ord på den venten, der i den grad præger vores liv lige nu. Trange tider langsomt skrider, hedder det i strofe to, men derefter handler resten af salmen om det, der er kernen i de ord, vi ikke kan holde gudstjeneste uden. At selvom dagene længes og vinteren strenges, er livet ukueligt, fordi det er skabt af Gud. Som forsommers minde alt grøn på kvist. 

Som den erfaring, Maria gjorde påskemorgen, og som ligger gemt i ordet opstandelse – der er godt at gemme i hjertet - også selvom vi ikke fatter det. AMEN.