Matthæusevangeliet 17,1-9

Er det ikke, som om der er noget sært strittende over dagens evangelium? Matthæus’ beretning om forklarelsen på bjerget, som episoden også kaldes, er på én gang temmelig bombastisk i skildringen af Jesus, der forvandles for øjnene af de lamslåede disciple, og en – må man sige – meget direkte åbenbaring af Jesus’ forhold til Gud. Samtidig udspiller sceneriet sig på en lidt underspillet måde. Ikke mindst virker Peters kommentar midtvejs om at bygge hytter næsten som ’comic relief’, et komisk indskud midt i den højtidelige alvor. Pyha, sagde han virkelig noget så pinligt og malplaceret! Peter er altid god at identificere sig med, når vi synes, idealerne bliver for svære at leve op til.

Selve dette, at Jesus står frem som guddommelig oppe på et bjerg, passer ellers godt ind i Matthæus’ udgave af det glædelige budskab. Historien indskriver sig i en lang tradition for, at bjerget er det bedste sted at møde Gud, det guddommelige – eller hvis man i dag spørger en ikke-troende bjergbestiger, så i hvert fald en eller anden form for højere sandhed og selverkendelse. Bjerget hæver sig bogstaveligt talt over os og alle vores dagligdags bekymringer; det står urokkeligt og næsten uforgængeligt – igen i modsætning til os små og skrøbelige mennesker.

Bjerget har også en særstatus i Det Gamle Testamentes fortællinger, som er Matthæus’ vigtigste referenceramme. Ikke mindst går det som en rød tråd gennem hans skrift, at Jesus skal forstås som en ny Moses. Tænk på barnemordet og flugten til Egypten. Tænk på Bjergprædikenen, som er Matthæus’ ramme om den overleverede samling af Jesus-ord: Så Jesus fortæller folket om Guds vilje på et bjerg – ligesom Moses gjorde det på Sinaj-bjerget. Hos Lukas, derimod, optræder det samme talestof i en prædiken holdt på en slette!

Matthæus’ tilhørere har jødisk baggrund, og for dem er det kendt stof, at Gud åbenbarer sig på bjerget – gerne med lys og lyd i et imponerende – og skræmmende – syn. Den Gud, de kender derfra, er en, man må frygte. Det kan man også se på disciplenes reaktion, da de kaster sig næsegrus mod jorden.

Men så sker der noget overraskende. En lille bevægelse, som nærmest undergraver den forventning, der er skabt. For Matthæus vil også have os til at forstå, at Jesus er mere end Moses, og at den Gud, der åbenbares med Jesus, er anderledes end den Gud, Moses mødte på Sinaj.

Det er, som om klimaks bliver flyttet fra den store ståhej med en lysende Jesus og Guds røst fra skyen – til det øjeblik, da Jesus rører ved disciplene og siger: Rejs jer, og frygt ikke! Hvorefter de går sammen ned af bjerget igen.

Det lignede en velkendt skabelon, den guddommelige herlighed på bjerget, men så blev der vendt op og ned på det hele: For alt er blevet helt nyt, nu hvor vi skal lære Gud at kende gennem Jesus. Gud er ikke længere den mægtige Gud, der skal frygtes, den, som er helt anderledes og fjern fra vores liv.

I skikkelse af Jesus er Gud blevet den, som kommer os i møde, som taler til os og siger: frygt ikke! Han er den, der går med os ned af bjerget – han bliver ikke deroppe – men følger os i livet, nede i det lave, hvor mennesker bor. Han er til stede i det, der optager os her – det, vi glæder os over – det, vi frygter.

Og lad os nu bare sige det, som det er: Det er ikke gudsfrygt, der optager ret mange mennesker i vores daglige liv. Men frygten kender vi stadig alt for godt, også i vores tid. Den er en menneskelig grundfølelse, uanset hvor sikkert og trygt vores samfund måtte blive. Der er så meget, vi kan frygte, om det så er velbegrundet eller ej. Fælles for os alle er den frygt, der knytter sig til vores eksistens, selv om vi føler den forskelligt: Frygten for at miste, frygten for at fejle, frygten for at blive syg, frygten for ikke at slå til.

Et ordbogsopslag definerer frygt som fraværet af tryghed ved en person, ting eller hændelse, og frygten kan ofte vise sig meget fysisk. Jeg tror, de fleste vil kunne kalde en erindring frem om at stå med bankende hjerte, svedige hænder, trykken for brystet – eller det, der er værre. At føle frygten er på én gang genkendeligt for os – og alligevel svært at være sammen om. Det er svært at trøste den, der er grebet af frygt – i hvert fald blot med ord. Det kan nemt blive ensomt at stå med sin frygt; det værste er selvfølgelig de velmenende forsøg på at trøste ved at bagatellisere det hele: Der er slet ikke noget at frygte, bare rolig.

Jesus begynder ikke at analysere på disciplenes frygt, da de ligger dér med ansigterne mod jorden; han forsøger ikke at tale den ned. Han siger ”frygt ikke”, samtidig med at han rører ved dem, så de løfter deres ansigter og ser op. Ord og handling bundet sammen. En handling, der bedre end ord kan sige: ”Vær ikke bange, du kan godt, og jeg er her.” Og så går de ned af bjerget sammen.

På den måde bliver forklarelsen på bjerget en kraftfuld fortælling om overgangen fra det gamle gudsbillede til det nye, inkarneret i Jesus. Om transformationen af en Gud, som skal frygtes, til en Gud, der møder os, midt i vores kaos og alt det, vi frygter, for at skabe tryghed – for at give os tro.

Gud er ikke længere kun på bjerget, men også i det lave. Den korte episode samler hele Jesu liv og foregriber samtidig hans død. Han levede hele sit liv i et grænsesprængende fællesskab med mennesker – mest af alt med den, der var alene, isoleret, udstødt, bange. Men først med påskens begivenheder, havde han nået sit mål. Selv i frygten for døden står han nu ved siden af os og har allerede sat handling bag ordene: Frygt ikke, jeg er hos dig.

Når vi tager imod de ord i tro, er det et stort skridt ud af utrygheden, ensomheden, og vi ser det lys, der kastes over os og vores vej ned af bjerget, til livet, der skal leves – selv når vi får noget at frygte. Amen.