Matthæusevangeliet 17,1-9

Når man står på bjergets top, så ser man alting fra et nyt perspektiv!

-Et større perspektiv!

For når vi ser vores verden fra så store højder – så ser vi ikke alle de små forstyrrende skønhedsfejl - støvet og skidtet...  

Så ser vi kun det større billede og skaberværkets storladne skønhed…

Derfor kan det være sundt en gang i mellem at opsøge bjerge, som digteren Benny Andersen skriver I et af sine digte:

”Som dansker bør man af og til rive sig løs fra det jævne og opsøge bjerge, træne sig i udsyn og svimmelhed.

Typisk for bjerge er tinder, men også stejle skråninger, der gør det muligt at nå dem.

Det er sundt at lære, at livet kan være så voldsomt og overspændt.

Man lærer at tænke sig bedre om, når man opsøger fremmede lande.

Og man skønner mer’ på sit eget land, når man kommer tilbage og ser hvor praktisk det egentlig er, at markerne ligger ned.” (Benny Andersen, langt lavere marker)  

Det kan være sundt at opsøge bjerge og træne sig i udsyn og svimmelhed.

Det kan være sundt at anskue tingene fra et nyt perspektiv, men som digtet antyder, måske mest af alt med det formål, at man kan gense de vante omgivelser i et nyt lys.    

Og det er i store træk det, som prædiken i dag vil handle om

- bjerge og de briller vi ser med…

Nu bjerge kan selvfølgelig være af mange slags – og meget mere end blot en geologisk kategori!

Både i daglig tale og indenfor psykologien finder vi bjerget brugt, som et billede på det, der er svært at overkomme – som forhindringer, der skal forceres!

Vi finder det i mange myter og fortællinger, hvor det forbindes med det mystiske - med visdom og styrke…

Og også i religiøse sammenhænge!

Hvor bjerget ofte anses som det konkrete fysiske sted, hvor himmel og jord mødes.

Sådan beretter Bibelen gentagne gange, og særligt i det Gamle Testamente, hvordan Gud åbenbares på det ene eller andet bjerg! - som en brændende tornebusk eller som i dagens evangelium i et lysende ansigt og en stemme fra en lysende sky…

Derfor ser vi ofte templer og klostre bygget på bjergsider eller andre afsides steder, afsondret fra forstyrrelser, fristelser og støj…

Og sidstnævnte er i sig selv en god grund til at søge der op.

For der er noget velgørende ved den friske bjergluft og den fred og ro man kan finde der!

- hvor man kan klare tankerne og også se verden klarere…

For når vi står på bjergets top, så ser vi alting fra et nyt perspektiv!

- et større perspektiv… 

Og så ser vi som sagt vi ikke alle de små forstyrrende skønhedsfejl - støv og skidt…

Men selv om man kan kalde dette for klarsyn, så er sagen den,

at denne perspektivforskydning netop gør, at vi ikke kan se klart!

Vi kan ikke se de små detaljer!

Vi kan ikke se verden som den virkelig er, alt det uskønne, skrøbelige og alle de skæve kanter!

Vi kan ikke se alle de små mennesker, som vi deler vores verden med - og som ER vores verden!

For vi mennesker er ikke pæne, polerede og perfekte, som en ung digter, så sandt påpegede i det digt, hun reciterede ved indsættelsen af USA’s ny præsident i onsdags – med titlen ”the hill we climbed”.   

Her henviser ”the hill” altså bakken til det bjerg af udfordringer som landet stod og stadig står overfor – med de interne politiske splittelser og sociale, racemæssige og religiøse skel i befolkningen, hvis historie har kastet lange skygger …

Og her pegede hun netop på at de som nation og folk, langt fra er pæne og perfekte, men at de heller ikke skal stræbe efter at skabe et perfekt samfund, men et samfund med et fælles formål… 

Og her påpeger hun også at stilhed, ikke er det samme som fred!

--

Dagens evangelium handler om at se tingene som de er!

For sådan viser Jesus sig netop, i sit sande guddommelige lys, som den han er, da han står med de tre disciple på bjerget

– i fred for den sædvanlige folkemængde.

Og de bliver så at sige så bjergtaget af det syn, at de straks foreslår, at de bygger boliger til dem deroppe, så de kan blive der…  

Men Jesus har ikke ført dem derop for at de skal blive der, højt over de andre – det er for at give dem en indsigt, de kan bære med sig ned igen…

Derfor får han gennet disciplene ned igen og derfor viste han os én gang for alle, ved selv at blive menneske, at vi skal knække nakken på at se mod himlen!

For det guddommelige ikke skal findes i det himmelske, men i det jordnære! – i den menneskelig øjenhøjde…

For når vi ser på vores medmenneske!

 – ser på det med kærlighedens øjne og ser dets værdi og skønhed på trods af at det skæve og skrøbelige - så ser vi netop det guddommelige i det små.

For Gud er kærlighed!

-og sand kærlighed gør, om end talemåden siger det modsatte, ikke blind, men åbner omvendt vores øjne så vi ser hinanden som vi er!

Sådan kan man sige, er det at elske forbundet med synssansen!

– ikke som et overfladisk fokus på det ydre…

Men fordi kærligheden synes at udgå fra øjne og ansigt!

– ligesom velsignelsen!

Sådan hører vi hvordan Jesu ansigt lyser op og også hvordan disciplene bliver grebet af frygt.

For det kan være enormt skræmmende og sårbart at blive set – sådan rigtig set!

Det kan være skræmmende, men samtidig større end noget andet!

At blive set som den man er, med alt man er!

- og være elsket i kraft og på trods af alt det!

Som når forældre ser på jeres børn!

– og netop ser deres skønhed uanset hvor snavsede, savlende og støjende, de kan tage sig ud!

– uanset hvor urimelige de kan opføre sig og hvilke fejl de skulle begå.

Og vi ved hvor vigtigt det blik er!

Vi ved hvor vigtigt det er for et barn at have øjenkontakt!

- at uden det vil det visne ind - blive indgroet i sig selv…

Og det er ikke alene en sandhed der gælder for børn.

Alle mennesker, uanset alder, har brug for at blive set

- og blive set på med kærlighed!

Men det kan som sagt være skræmmende og sårbart, at stå ansigt til ansigt med Gud, sig selv, og med andre mennesker… 

Og der er så meget, der kan forstyrre, så vi ikke kan se klart

- frygt, forbehold og instagram filtre, som skærmer for vores synssans…

Det kan være fristende at skjule sig….

- og også vende sig bort fra alt det, der forstyrrer det perfekte billede…

Det kan være fristende at søge mod toppen og hæve sig over andre- og alene at anskue verden fra fjerne afstande.

Og ganske vidst kan det være sundt og godt, at opsøge bjerge for at se tingene i et nyt lys og fra et nyt perspektiv, men pointen er netop at vi ikke skal forblive der!

Vi skal ned fra bjerget igen!

Vi skal bringe de indsigter vi finder der, med os ned og ud i verden - og udfolde dem i fællesskab med andre!

- ikke for at skabe et perfekt samfund, men for at skabe et samfund med et fælles formål.

- Ikke i fred fra hinanden, men i fred og kærlighed med hinanden.

 Amen