Matthæusevangeliet 20,1-16

Forestil jer en verden, hvor alting har en pris - ikke i den forstand, at alt kan købes, men derimod i den forstand, at alt skal købes - intet er gratis. I denne verden er der intet, som kommer af sig selv, for der skal bruges kræfter på alt, hvad der gøres. Prøv at forestille jer sådan en verden. 

I denne verden, hvor alt har en pris, må min førsteprioritet altid være at finde flere kræfter eller måder at spare mine kræfter, for hvis jeg løber tør for kræfter, kan jeg intet, har jeg intet. Alt, som giver mig ekstra eller sparer mine kræfter, kalder jeg ressourcer. 

Fordi ressourcer er så vigtige i denne verden, betyder det, at jeg er nødt til hele tiden at være på vagt overfor min omverden, for hvis intet er gratis, er at alt, hvad jeg tager, med nødvendighed noget, som andre ikke kan få; hvis der var nok til alle, ville det jo være gratis. Derfor må jeg være på vagt over for, at resten af verden vil forsøge at forhindre mig i at samle ressourcer sammen eller måske forsøge at tage de ressourcer, jeg har, fra mig. 

Hvis jeg er nødt til at være på vagt overfor min omverden, betyder det, at min tilværelse grundlæggende er en kamp om de ressourcer, som der ikke er nok af. Når jeg vinder mine kampe, vinder jeg ressourcer, som giver mig kræfter til at gøre det, jeg ønsker. Er jeg klog, investerer jeg disse kræfter i at blive bedre til at kæmpe, så jeg kan blive ved med at vinde, for jeg er nødt til at vinde: Taber jeg min kamp, mister jeg mine ressourcer og dermed i sidste ende kræfterne til overhovedet at blive ved. Så dør jeg. 

I denne verden, hvor intet er gratis, er tilværelsen én lang kamp for overlevelse. En overlevelse, som består i at kunne få lov at kæmpe videre. 

Prøv at forestil jer sådan en verden. Det er en hård verden. 

Det er dog ikke en verden uden omsorg eller gavmildhed, for i denne verden, som er så hård, er det netop sund fornuft at samarbejde og danne relationer: I en verden, hvor overlevelse er en kamp, er det godt at have nogen, som kæmper på vores side. Det er derfor en god investering at give gaver og være venlig og omsorgsfuld og passe på hinanden og endda ofre en masse for hinanden. Det er en god investering at bruge vores kræfter og vores tid på hinanden. Så længe, naturligvis, at vi kan forvente afkast på den investering. 

I denne hårde verden, hvor intet er gratis, må vi derfor holde sammen med hinanden, men vi må også holde øje med hinanden, for vi må hele tiden sikre os, at de andre ikke tager mere, end de giver, at de ikke koster os for meget, at de lever op til deres forpligtelser og er til at stole på. 

Derfor laver vi i denne verden regler for, hvordan vi skal dele og samarbejde, og vi arbejder hårdt på, at ingen falder uden for disse regler, for selvom reglerne nogle gange er hårde og brutale, så er en verden uden regler værre, for det er en verden, hvor man kan snyde sig foran i køen og rage mere til sig, end man har fortjent, og det har vi ikke råd til i denne verden, for intet er gratis, alt er knapt, og så ender det i alles kamp mod alle. 

Så vi slår hårdt ned på enhver, som træder uden for reglerne, uden for det, vi kalder retfærdighed. 

Jeg tror godt, at I kan forestille jer sådan en verden. 

Daglejeren, som brokker sig, kan ikke forestille sig nogen anden verden. For ham er det sådan, at verden er, og det er ikke bare naivt, men farligt at lege, at verden skulle eller kunne være andet. 

Det er jo derfor, han brokker sig. Han under selvfølgelig de sent ankomne en god løn, men det går jo ikke, at de får det samme som ham for en brøkdel af arbejdet - deres timeløn er jo 12 gange højere end hans! Accepterer man sådan en ekstrem uretfærdighed, så er der jo ingen, som gider arbejde hele dagen, når man istedet kan dovne den uden nogen konsekvenser. 

I kan godt se hans pointe, kan I ikke? Han er jo ikke misundelig, nej, han er harm. Han brokker sig jo ikke bare på egne vegne, nej, han kæmper for os alle sammen, for et samfund med orden og struktur, hvor det giver mening at samarbejde, så det ikke ender med alles kamp mod alle. Han kæmper for et samfund, hvor vi kan regne ud, hvad vores arbejde er værd, så vi ved, hvordan vi skal investere vores kræfter for at maksimere vores chancer for at overleve i denne verden, hvor intet er gratis, hvor alt er en kamp. 

Daglejeren forstår, hvordan verden er: Han forstår, at denne verden er styret af døden, for alt, hvad vi gør er en kamp for overlevelse. Ville han ønske, at verden var anderledes? Ja, selvfølgelig, hvem ville ikke det, men det er den ikke. Vi har kun denne ene verden. 

Daglejeren kan i hvert fald ikke forestille sig andet. Kan vi?

Vingårdsbonden kan. Han forestiller sig en anden verden: En verden styret af nåde. En verden, hvor alt er gratis, hvor tilværelsen giver sig selv, skænkes til os. I denne verden, hvor alt er gratis, behøver vi ikke at være på vagt, for der er nok til alle, og derfor hvor vi ikke behøver at kæmpe. I denne verden, hvor alt er gratis, er der ingen grund til regler, for vi behøver ikke at holde øje med hinanden - vi kan nøjes med at holde af hinanden. Ja, i denne verden, hvor alt er gratis, kan vi give frit til hinanden uden bekymring for, om det nu kan betale sig, for i denne verden reducerer vi ikke hinanden til investeringer og allierede. I denne verden ser vi istedet hinanden som medmennesker. 

I denne verden er der intet at leve op til, for det er nok bare at leve og dele livet. 

En verden uden død og derfor en verden styret af liv.

Kan I forestille jer det? Bonden kan. Han forestiller sig denne verden, og han forestiller sig, at selvom vi eksisterer i dødens verden, så kan vi alligevel nå denne livets verden - om ikke andet i glimt - ved at gøre tilværelsen gratis for hinanden. Vi kan give frit til hinanden, hvad vi har kæmpet for at opnå. Vi kan dele frugterne af vores hårde arbejde, vores sved og vores tårer, uden at være på vagt, uden at bekymre os om investering og afkast. Vi kan være nådefulde istedet for retfærdige. Vi kan tage imod vores gaver uden mistro eller misundelse, uden andet end taknemmelighed. 

Hvis vi gør det, kan vi i et glimt, et øjeblik bringe livets verden ind i dødens univers, åbne vores egne og andres øjne for forestillingen om et liv, som ikke bare er overlevelse, en tilværelse, som ikke bare er kamp for at være først. Vi kan for en kort stund glemme frygten for at dø og istedet huske at leve. Vi kan leve i Himmeriget. 

Det gør bonden, og det gør de daglejere, som tager imod med taknemmelighed. Forestil jer: Vi kan gøre det samme. Vi behøver ikke at vente på den dag, hvor Gud bliver alt i alle, hvor den anden verden bliver den eneste verden. Vi kan træde ind i livet nu og her, hvis bare vi forestiller os det. 

Amen!