Markusevangeliet 4,1-20

Salmer: 557, 320

’Her vil ties’ – hørte vi sunget fra pulpituret som første salme i dag. Imens kunne vi så sidde og længes efter at få lov til at synge sammen i kirken igen. Her vil bies, fortsætter Brorson: her vil ventes tålmodigt. Det kan vi nok godt bruge en opmuntring til; ikke mindst nu hvor tålmodigheden er ved at være slidt ned hos de fleste efter snart et års corona-besættelse af vores liv og samfund.

’Her vil ties, her vil bies’ – er en salme til de trange, de svære tider. I Sønderjylland sang de den i årene under tysk herredømme. Ordene om længsel talte lige ind i deres håb om at blive genforenet med Danmark. I kirken synger vi traditionelt salmen på denne søndag, lige omkring kyndelmisse, hvor lyset tager til, men vinteren strenges. Vi mærker også kulden for tiden, det er for en gangs skyld rigtig vinter, og i år længes vi dobbelt så meget efter forår og sommer. Vi længes efter at kunne mødes frit med hinanden igen – uden frygt for sygdom – vi sukker efter atter at kunne fejre livets store øjeblikke sammen, og vi glæder os til fællessang uden afstand.

Da Brorson skrev digtet mod slutningen af sit liv, tænkte han dog mest på sjælens længsel efter at blive forenet med Jesus. Versene udfolder en samtale mellem den betrængte, utålmodige sjæl og Jesus, der taler håbet frem: Vist skal du hente / kun ved at vente. Vær tålmodighed, sommeren og din forløsning er på vej. Alligevel taler Brorsons smukke salme altså også ind i vores tid – både med og uden corona – den taler om længsel, tålmodighed og håb.

De poetiske billeder fra årstidernes gang vækker genklang i os, på tværs af århundrederne. Som når sneen dækker de små spirer til forårsblomster, ikke for at de skal gå ud, men så de beskyttes mod kulden. Selv sneen bliver et tegn, der giver håb. Der er vækst og grøde, skønt vi hverken kan se eller forstå det. Endnu mindre kan vi selv kalde det frem, men vi må bringes til at tro og håbe på det. Det afhænger nemlig ikke af os og vores indsats.

Med dette lange afsæt lander vi i evangelieteksten og spørgsmålet om, hvad det er, der giver vækst og liv og håb – hvilket jo er en anden måde at sige: hvor Gudsriget spirer frem! Som planten gør det, hvor bondemanden såede kornet. Det handler om den forløsning, vi kan opleve nu og her, når livet giver mening. Jeg var lige ved at sige: Når livet lykkes – men så kommer vi til at tænke på alle vores egne planer – at de skal lykkes. Det er jo langt fra det samme som at finde mening, eller lykke, for den sags skyld. Alt det, vi planlægger, kan lykkes, uden at vi bliver lykkelige. Udtrykket ’at livet giver mening’ rammer bedre den erfaring, at det ikke er noget, der hører under vores kontrol. Der er noget gådefuldt over at være menneske i verden, hvor håb og mening er en lige så vigtig forudsætning for vores liv, som mad og vand er det. Men det sidste er nemmere at bestemme over end det første.

Der er også noget gådefuldt over lignelsen. Evangelisten Markus har ikke været helt tilfreds med den overleverede historie, må vi tænke, når han har tilføjet, hvordan Jesus, en smule irriteret, udlægger lignelsen for disciplene. Jesu egne nærmeste følgere havde jo ikke forstået noget som helst. Hvorfor skulle lignelsen så betyde, at der er en sådan forskel på mennesker: At nogle er i stand til at tage imod ordet, mens det er umuligt for andre? Der er dem, der er dømt ude på forhånd og dem, der er inde i varmen. Det lyder ikke som evangeliet, snarere som noget, mennesker har fundet på: Oprindeligt vel for at finde en slags trøst i svære tider. Men når rollerne siden blev vendt om, med kristendommens udbredelse, kunne det også blive et magtmiddel: Nu skal vi fortælle jer, om I hører til den gode jord eller til den dårlige. … Det er ikke her, i den udlægning, vi finder håbet.

Det er en gådefuld lignelse, men den rummer også håb. Vi skal bare flytte blikket op på ham, der sår, og på det korn, han kaster så gavmildt ud over det hele. Det er jo Gud, det handler om. Gud, der spreder sit ord i verden, til alle mennesker. Hvis vi havde haft fornøjelsen af alle læsningerne til denne søndag, ville Esajas have fortalt os, at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Og Paulus ville have fortalt os, hvordan ordet om korset, den korsfæstede Kristus, må være en forargelse og en dårskab, indtil man forstår, at det netop er udtryk for Guds styrke og visdom. For Gud vender op og ned på alting, både på det, vi tror, vi skal kontrollere – og på det, der kontrollerer os. Se, dét budskab rummer håb for os alle! Håb, om at der skal blive liv, hvor vi ser død. Vækst, hvor vi ser gold jord. Fællesskab, hvor vi ser ensomhed.

Gud bliver ved med at sprede sit ord, for at det til sidst skal lykkes – ligesom bondemanden i lignelsen bliver ved med at sprede sin såsæd. Jeg har ladet mig fortælle, at en rigtig bonde gør det samme: Han holder ikke op med at så jorden til, bare fordi der intet kommer det ene år. Han må prøve igen, om ikke noget spirer denne gang. På samme måde med Guds rige, der vokser frem i det skjulte, som forårsblomsterne under sneen. Lige pludselig er der noget, der spirer, og der skyder mening, glæde, fællesskab frem, hvor vi ikke havde ventet det. Gud giver ikke op; det er der håb i.

Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,

lad mig nu gyse. Det snart forgår.

Sådan når sjælen hos Brorson frem til håb og fortrøstning, midt i de trange tider. Den havde ikke fundet det af sig selv; det bliver kaldt frem. Håbet har vi ikke magt over. Vi ved jo godt, vi ikke kan spekulere os frem til, hvad der skal ske og hvornår – men vi kan tillidsfuldt tage imod håbet om, at Gud vil give vækst og mening i vores liv, på måder vi endnu ikke kender eller forstår. Med håbet kommer nok også tålmodigheden til at bære alt det, der skal bæres i de trange tider – så længe de nu må vare. Amen.