Markusevangeliet 4,1-20

Forestil jer, at I er sognepræster. Jeg ved det godt, det er I ikke, og nogle af jer er måske glade for, at det er sådan, for så behøver I ikke prædike. Men prøv alligevel at forestille jer det: I er sognepræst. I står i kjolen i kirken, I til stede, når mennesker fejrer det nye liv, livet sammen og det liv, der har været, og søndag efter søndag kæmper kæmper I jer gennem nogle enormt inspirerende og til tider svære, ja, besværlige tekster i håbet om at hjælpe andre til at forstå, hvad Jesus mener. Ja, vel ikke bare forstå, men forstå på en sådan måde, at Jesu ord giver mening, resonerer i jer og andre, hjælper os til at leve bedre. Ja, hjælper os til at leve et helligt liv - et liv, som Gud kan genkende sig i. 

Forestil jer så, at I kommer til en passage, som I bare ikke kan få til at give mening. Som fx i dagens tekst, hvor Jesus siger, at nogle ikke skal forstå, for at de ikke omvender sig og finder tilgivelse. Forestil jer, at I læser det. 

Hvad mener han med det? Er Gud ikke alles Gud, og er Jesus ikke netop på jorden for at hjælpe os til omvendelse og tilgivelse? 

Måske har I lyst til at bare at læse videre og ignorere det, men I kan ikke, for det sætter sig fast og gnaver, for hvis Jesus kan sige det her, hvordan skal I så forholde jer til alt det andet, han siger?

I kan heller ikke lægge biblen fra jer, for I skal jo prædike den kommende søndag. 

Så derfor går I i kamp med ordene. I forsøger at få dem til at give mening, finde en forklaring, en fortolkning, som får ordene til at passe ind i alt det andet, som Jesus siger, ja, som måske endda kan inspirere jer til at leve helligt ligesom resten af Jesu ord. 

Sådan et fortolkningsarbejde indebærer jo, at man finder på mange forklaringer - kaster dem omkring sig - og kasserer de fleste. Nogle kan kasseres med det samme, som var de korn, der faldt på vejen og blev spist af fugle. Fx afviser I hurtigt, at Jesus faktisk forsøger at lave en lukket klub for de få, for hvis han gør det, så ville han jo ikke prædike for de mange - så ville han kun snakke med sine disciple. 

Andre fortolkninger virker umiddelbart lovende. Fx tænker I måske, at det her slet ikke er noget, som Jesus har sagt, men det er skrevet af nogle andre, som levede senere. Så vi kan bare ignorere den del af evangeliet, problem løst. Desværre overlever den ikke længe, som om den var et korn sået på klippegrund, for hvis vi kun tager dele af evangeliet for pålydende, hvordan beslutter vi os så for, hvilken del? Hvordan sikrer vi os, at vi ikke bare sorterer alt det svære og provokerende væk? Nej, vi er nødt til at forholde os til det hele. 

Så finder I en forklaring, som synes at slå ordentlig rod. I finder ikke selv på den, for den er gammel, mange teologer har brugt den før jer. Det er den, at Jesus rigtigt nok giver os gudsrigets hemmeligheder, men på en sådan måde, at vi har brug for en bestemt nøgle til at åbne forståelsen op. En nøgle, som gives af Helligånden, den rette tro, og det er ikke alle, som har fået den tro. Så Jesus lægger altså forarbejdet, og så løser troen resten. Sådan er der mange, der tror, for det forklarer jo, hvorfor ikke alle forstår: De har fået troen, men Satan har taget den, eller den slog ikke ordentligt rod, eller den blev kvalt af verdens bekymringer og fristelser. 

Men efterhånden som I tænker over det, vokser flere og flere tvivlsspørgsmål op: Hvorfor hjælper Gud os ikke til at holde fast på troen? Hvorfor lader Han Satan tage den eller verden kvæle den? Hvorfor hjælper Han os ikke til at blive til god jord, som troen kan vokse i? Hvorfor opfører Han sig, som Han ikke vil frelse alle?

Til sidst drukner forklaringen i tvivlen som en plante, der kvæles af tidsler. 

Så sidder I dér og mangler stadig en prædiken. Prøv at forestille jer det. I ved ikke, hvad I skal sige, for I forstår ikke Jesu ord. Hvad skal I gøre?

Og så går noget op for jer: Mens I kæmpede med Jesu ord, kæmpede I også med jer selv. Ja, da I arbejdede med teksten, arbejdede teksten også i jer, forandrede jer. I løbet af processen blev I bevidste om, at Jesus taler til alle, og I fandt ud af, at vi er nødt til at tage alt i evangelierne for pålydende, hvis de skal have nogen virkning i vores liv. Ikke bare det, men I fik også ryddet op i nogle gamle forestillinger: I afviste, at troen skænkes af Gud som en adgangsbillet til gudsriget. Hvad tro så er, det kommer I til i en anden prædiken, men den er i hvert fald ikke et festivalarmbånd, og dermed er kristendommen også for dem, der ikke kan finde troen. 

Ja, i forsøget på at forstå Jesu ord endte I med at forstå en helt masse andet. Man kan næsten sige, at I fik pløjet jer selv igennem og gødet jer med inspiration og overvejelser, og nu er I som en god, rig, blød jord klar til at tage imod den rette forklaring. 

Og det slår jer, at måske er det netop forklaringen på Jesu ord i dag og hans lignelser i det hele taget: Han vil, at vi skal kæmpe med ordene, arbejde med dem, for kun den, der arbejder, lærer, som min kone siger, og han ved, at i den proces kommer vi til at arbejde med os selv. Han vil, at vi skal lægge vores egne ord til hans. Det var det, I gjorde, da I arbejdede med teksten, for I talte med den, stillede den spørgsmål og fik svar. Jesus siger, som han gør, fordi han vil i samtale med os. 

Det siger jo noget spændende om Gud: Gud vil ikke bare docere, kommunikere én vej. Gud vil samtalen med os, for det er i samtalen, at vi finder hinanden. Det er i samtalen, at liv bliver frugtbart. 

Forestil jer det. 

Amen!