”Jeg er kommet her,
for at blive det,
jeg altid var!” 

Sådan skriver Helle S. Søttrup kort og godt i et af sine digte - og disse tre små linjer synes oplagte at dvæle lidt ved i dag…

For er vel det, det hele handler om!?
Vi kommer til verden for at blive dem, vi er!
Vi kommer til kirken og vi bliver døbt for at blive det, vi allerede er! - Guds elskede børn!

 Og det er også det, som dagens evangelie handler om!
Jesu dåb, som den skelsættende begivenhed, hvormed alting og ingenting er ændret!
– hvormed han bliver den, han altid var!

For Jesus var naturligvis ligeså meget Guds elskede søn, inden han som granvoksen mand gik ud i ørkenen og blev døbt af Johannes Døberen!

 Men i dåben bliver det sagt højt! – og det synes at gøre en verden til forskel!  

For dåben dér i Jordanfloden bliver begyndelsen på Jesu virke som Guds søn på jorden!
Efter denne begynder Jesus at prædike Guds kærlighed både i ord, men også i konkrete handlinger.
-Syge bliver raske, blinde bliver seende og udstødte får lov at komme ind i varmen igen.

 Og her er det værd at bemærke at Jesus ikke selv døbte folk!

 Det var ikke et krav fra hans side, før han kunne, eller ville, helbrede syge og tage de syndige til nåde.

 Det var gennem hans kærlighed til mennesket, at han udførte sine undere...

 Og dermed gjorde han det klart for os, at vi altid allerede er elsket af Gud!
- uanset om vi har fået de tre håndfulde vand på hovedet eller ej…

 Som også den tidligere biskop i Aarhus, Kjeld Holm, pointerer gennem en lille fortælling om et dåbsbesøg hos et forældrepar, hvor barnets far - en anelse skeptisk overfor dåben, giver sit tilsagn med ordene ”ja, det kan jo ikke skade”…

 Hvortil biskoppen, svarede, nej! - men det gavner heller ikke!

 Og med den lille replik, siger biskoppen noget meget afgørende om dåben!
– for selvfølgelig mente han ikke med den, at dåben var meningsløs – tværtimod!

 Men det, han mente var netop, at dåben ikke gavner ift. hvordan vi er stillet over for Gud, for der er vi altid allerede elsket!
Kort sagt er der ikke noget af det, vi gør i dåben, som styrker eller ændrer på hvordan Gud har det med os - eller de børn, kommende konfirmander eller voksne, som vi døber her i kirken.

 Alle som én er vi elsket! – før som efter, vi bæres eller selv går til døbefonten – og også de, der aldrig måtte komme derhen!

 Alle er vi Guds børn!
På samme måde som Jesus var lige så meget Guds søn, før som efter sin dåb!

Men idet Jesus modtager sin dåb, åbner himlen sig og Guds ånd daler ned over Jesus, mens Guds røst lyder: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”.

Det bliver sagt højt! - det, der allerede gør sig gældende!
– og det gør en verden til forskel!

Guds kærlighed kan således sammenlignes med tyngdekraften i den forstand, at den altid er tilstede!
– altid er gældende for os, hvad enten vi er bevidste om den eller ej!

På samme måde som tyngdekraften var lige så virkelig før,
Isaac Newton gjorde dens opdagelse og satte ord på den!
- men først der, blev den virkelig for ham!

For sådan er det med vi mennesker, vi har brug for ord og tegn, for at gøre det ubegribelige, begribeligt for os!
-Vi har brug for ord og tegn for at slå det fast!

 Sådan som det også gør sig gældende for kærestepar, når de for første gang fortæller hinanden at de elsker hinanden!
- og når de senere står her i kirken og giver hinanden deres ”ja”.

Og sådan som det gør sig gældende i alle vores nære relationer!
Vi ved godt at kærligheden allerede er tilstede!
– at vores venner holder af os - vores forældre, kæreste, ægtefælle og børn - Vi ved det godt!
– men vi har ikke desto mindre brug for at få det fortalt fra tid til anden.

For mennesker er mennesker og vi brug for ord og tegn for at bekræfte og blive bekræftet!
- Særligt når det har med kærlighed at gøre! 

OG dåben har alt muligt med kærlighed at gøre!

Den kærlighed der sætter os fri fordi vi kan hvile i, at vi er elskede for den vi er – med alt hvad vi er og ikke er…

Den kærlighed der sætter os fri til at møde livet, med alt hvad det måtte indebære af glæder og sorger!
- Fordi vi ved at vi aldrig skal gå igennem det alene!

I Jesu dåb bliver det sagt højt! - Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

Og med de ord, stiger han op af dåbsvandet og ved, at han kan gå i gang med det, der skal gøres!
- i fast tillid til, at han ikke går alene, men at Gud går med!
Og med den vished går han ud og virker i verden!

Sådan svarer også vores dåb til den dåb, der fandt sted den dag ved Jordanfloden for længe siden!
Også vi får dér fortalt, at vi er Guds elskede børn! 

Og sådan kommer også vi I dåben
for at blive det
vi altid er! 

Så selv om dåben ganske vidst ikke gavner i forhold til hvordan vi er stillet over for Gud – selv om den i og for sig ikke ændrer noget - så ændrer den alligevel noget i os og for os!
- Og det gør den uendelig meningsfuld!

 For dåben skænker os en helt ny ramme at tolke vores liv ind i!
- et liv i kærlighed, accept, fællesskab og samhørighed!
- et nyt syn på os selv og alle andre! 

Og netop det havde Jesus syn for!
– hvorfor han som noget af det allersidste, før han skulle herfra, sendte sine disciple ud for at døbe alle folkeslag... 

- Ikke som et krav for hans kærlighed, men for at vi skal se os selv som Guds elskede børn og hinanden som brødre og søstre!

– Og for at vi, med løftet om at Gud er med os alle dage indtil verdens ende – både de lyse og de mørke
- frimodigt kan møde livet og verden med oprejst pande og gå i gang med det, vi nu engang skal gøre! - at blive det, vi altid er!

Amen