Vaccineret med syndernes forladelse

I sidste uge var der et indslag i TV om en kvinde i Vestjylland, der hver dag igennem de sidste tre år har gået mindst 10.000 skridt. ”Der er nok nogen, der tænker, det er blevet en besættelse for mig” sagde kvinden, og tilføjede så med et skævt smil, ”men det gør ikke noget, for jeg nyder det”.

Det lille dagligdags indslag vidner om, at vi stadig kan tale om at blive besat af noget, og det er drivkraften bag mange spænd-ende ting, at mennesker bliver besat af en ide, et projekt, de vil føre igennem. Det kan også være særdeles behageligt, når besættelse i bogstavelig forstand hen-rykker en til en anden tilstand. I forelskelsen fx.

Men lige så kendt og almen en erfaring er det, at et menneske, der lader en besættelse fylde det hele, ikke er til at holde ud at være sammen med: Mennesker, der kun kan tale om deres livs projekt, deres hjertes udkårne – eller hvad det nu kan være.

Og er den besættende ånd af den mere ondskabsfulde dæmon-agtige slags, som mindreværdsfølelse, jalousi, skyldfølelse…, så kan det pågældende mennesker måske heller ikke holde ud at være sammen med sig selv.

Uanset hvad det er, vi er besat af, har vi brug for noget, der sørger for, at det besættende ikke fylder det hele. Noget, der fortsat er der, når forelskelsen fordufter eller projektet mis-lykkes og som kan tage kampen op mod mindreværd og skyld. 

Hvor kvinden i det vestjyske kunne trække på smilebåndet af sin besættelse og ikke har brug for hjælp til at uddrive sin gå-dæmon, så er der i bibelteksten alvorligere ting på færde. I et billedsprog, der forekommer os ret fremmed, tales der her om urene ånder og Satan – også kaldet Beelzebul - dæmonernes fyrste, for teksten handler om at bekæmpe ondskab.

Den tanke, ønsket om at bekæmpe det onde, kan man også blive besat af. For nyligt genlæste jeg Herman Melvilles bog Moby Dick. Moby Dick er (som måske bekendt) navnet på en kæmpestor hvid kaskelothval, der havde været årsag til mange sømænds død. For hvalfangerkaptajnen Akab bliver den derfor legemliggørelsen af alle de ondskabsfulde kræfter, der fra tidernes begyndelse har pint og ødelagt mennesker.

Akab og hele hans besætning bliver besat af at få ram på Moby Dick, men som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligere og tydeligere, at deres morderiske trang til at få endegyldigt hævn over og ram på den ondskab, som hvalen repræsenterer, den får de mørkeste kræfter frem i dem selv.

Til allersidst får kaptajn Akab ram på kæmpehvalen, men idet hans harpun sætter sig i den store hvalkrop, bliver der en kurre på harpunlinen. Akab bøjer sig frem for at udrede den, men linen bliver viklet om halsen på ham, og han trækkes til bunds med tovet rundt om halsen, og bliver derved forenet med Moby Dick i deres fælles død.

Men ondskaben fik han ikke ram på. Den havde til gengæld forinden fået ram på ham og hans besætning. På nær en omkommer alle hans mænd undervejs.

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at med ondt skal ondt fordrives. Øje for øje, tand for tand – den tankegang kendte også jøderne, der stod over for Jesus den dag, han fik den stumme til at tale. Hvorfor skulle de så tro på, at det var ved det godes hjælp, ved Guds finger, som Jesus siger, han driver de onde ånder ud?

Det er muligt, at det er et gammelt ordsprog, men sandt er det ikke i absolut forstand – at det onde kun kan fordrives med ondt. Alt, hvad Jesus siger og gør, går ud på at vise det mod-satte: At med godt skal ondt fordrives.

Det kan forekomme uendeligt naivt, og på kort sigt holder det ikke altid. Det kan være nødvendigt at gribe til handlinger, der gør ondt. Men kun med godt kan ondt varigt fordrives. Det er kristendommens budskab, og det er i virkeligheden en erfa-ring, vi allesammen lever på: I opdragelsen af børnene, i par-forhold, i forholdet til venner og mennesker i øvrigt, i sam-fundet og nationerne imellem. At kun med godt kan ondt varigt fordrives

For ondskab efterlader sig altid spor, som kun kan bane vejen for ny ondskab. Når modstanderne af Jesus i dagens tekst siger, at Jesus gør det gode ved det ondes hjælp, så taler de mod bedre vidende. Man bekæmper ikke løgnen ved at sige en ny løgn.

Med ondt skal ondt fordrives. Det er princippet i vaccination, som vi hører rigtigt meget om i denne tid, og måske er dette billede ikke helt skævt, hvis vi vil forstå, hvad dagens tekst vil sige os. For den vil vaccinere os mod at tro, at vi kan rydde både sindet og tilværelsen for dæmoner og urene ånder og alt ondt og føle os rene og gode. I det tomme og fejede og pynte-de hus og sind er der ikke noget til at modstå dæmoner og god plads til, at syv nye rykker ind, som det hedder i teksten.

For den, der tror sig ren - ser dem ikke. Ser dem kun hos de andre. Og det kan man til gengæld blive rigtig god til: At se dæmonerne – fejlene og måske ondskaben – hos de andre, hvis man selv tror sig ren. 

Men ligesom vaccination virker ved at tilføre kroppen en lille bitte smule af sygdommen og derved forebygge at den for alvor slår igennem, så er findes der i kristendommen en vaccine imod at føle sig ren og fri for dæmoner – og derved byde flere indenfor. Nemlig tilsigelsen af syndernes forladelse.

Ikke at syndsforladelsen tilfører os synd, men den aktiverer vores bevidsthed om, at vi ikke er syndfri. At ingen er det. Tilsigelse af syndernes forladelse er den bedste vaccine imod at tro, jeg kan være ren og fejlfri. Og mod at forvente, at andre er det.

DET budskab er der frelse i. Det er en daglig trøst, og det giver mig en uendelig horisont af håb, at Gud kender mig så godt, at han ved, jeg har syndsforladelse behov. Og tilsiger mig den. I nadveren, i Bibelens ord, i min dåb for snart længe siden. Så jeg tør se i øjnene, at dæmonerne er der – mine egne og andres – men tør tro på, at jeg ikke er alene om at bekæmpe dem. AMEN.