Frygt ikke, siger englen i dag! - og det kan den jo sagtens sige!

For der er så meget vi mennesker kan frygte, og måske særligt når vi, som Maria, for fortalt at vi skal være forældre!

For udover de usandsynlige omstændigheder hvorved hun får fortalt hun venter sig og de frygtelige følger det kunne få for en kvinde at blive gravid udenfor ægteskabet, så afføder forældreskabet i sig selv en ny frygt – en ny sårbarhed...

Helt fra undfangelsen begynder bekymringerne at melde sig!

Man bekymrer sig om alt det, der kan gå galt under graviditeten! - om barnet bliver sundt og raskt, om man bliver gode forældre, om man kan forsørge det og for dets videre færd! -om det får et godt og langt liv, hvor glæderne overskygger sorgerne!

For det at have ansvaret for et lille skrøbeligt liv - det at holde af et andet menneske - indebærer at man bekymrer sig for det! - og derfor frygter at miste det!

En frygtelig tanke på en dag som i dag, hvor vi komme med forårssol i sindet og netop fejrer undfangelsen; livets spirende begyndelse - og den uendelige glæde og det uendelige håb, der ligger deri!

Men selv om det knuger vores hjerter, så ved vi, at livets begyndelse også altid indvarsler forgængelighed og død.

For sådan består livet af mange dobbeltheder – forhåbninger og frygt – glæder og sorger - og i det øjeblik man har sat liv i verden, da har man også sat død i verden.

Og denne dobbelthed bliver særlig tydelig netop i dag, hvor vi i kirken fejrer Mariæ bebudelse, men også markerer årsdagen for den frygtelige tragedie, hvor 86 børn mistede livet, da britiske bombefly ved en fejl, ramte den Franske Skole på Frederiksberg Alle.

En tragedie, som taler til enhver forældres største frygt og fylder os med en følelse af sorg og meningsløshed! – følelser der yderligere forstærkes af at der netop var tale om en fejl – at det ikke var fjendens bomber der faldt, men de allieredes…

Det forekommer så fuldstændigt meningsløst og vi hverken kan eller skal finde en mening med tragedien…

Men det, evangeliet forkynder er, at der alligevel findes menig! - ikke med - men på trods af tragedien! - at børnenes liv var uendeligt meningsfulde og betydningsfulde i den tid de var her – om end den blev alt for kort! – og det bliver de ved med! 

Frygt ikke, lyder det derfor i dag! - Ikke fordi der ikke er noget at frygte, men fordi der er…

Der er meget at frygte, men vi må ikke fortabe os i den…

Frygten må ikke forhindre os i at sætte liv i verden - kaste os ud i livet og kærligheden, fordi vi frygter de knubs, smerte og sorg der følger med…

For så ville de også fravælge alt det gode - alle de glæder, al den kærlighed der lå forud for og som netop forudsætter sorgen - og først da ville vor liv blive tomme og meningsløse!

Således bliver Maria eksemplet på en hver forældres største frygt, men også et forbillede fordi hun tager sin livsopgave på sig, på trods af frygt og anfægtelser og forholder sig åbent til overfor det, der møder hende…

Måske havde hun forholdt sig anderledes hvis hun vidste at hun en dag skulle stå ved korsets fod – frasagt sig opgaven for at forskåne sig selv og sin søn for den smerte og sorg! Men så havde verden været et mørkere sted!

Nu kunne Maria ikke se ud i fremtiden og det kan vi heller ikke, hvor end vi gerne ville!  - og heldigvis for det!

For så stod vi i fare for at fravælge alle de meningsfulde relationer vi har skabt og vil skabe, før de overhovedet tog form, i frygten for at blive skuffede og sårede… som vi jo allerede gør i det små…

Så heldigvis må vi på godt og ondt leve med åbne spørgsmål og den åbenhed det ansporer…

For som Søren Ulrik Thomsen så præcist siger det, i et af sine digte ”er det værste, at alt kan ske”!

Men også senere i selv samme digt: ”det bedste er at alt kan ske”…

Og således får altså håbet, mulighederne, begyndelserne det sidste ord… 

Og det er netop evangeliets budskab i dag!

Som filosoffen Hannah Arendt engang har sagt, ”er mennesket skabt, for at der kan være begyndelse”.

Det er dét mirakel, der redder verden, begyndelsens mirakel…

Det mirakel, der ændrede hele verden, da frelseren netop kom til verden i form at et nyfødt barn…

Det mirakel, at livet hele tiden begynder på ny, hver eneste gang et barn kommer til verden… 

Således synes selve tilblivelsen ikke alene at trodse døden, men at besejre den – og tillige tilliden, troen, håbet og kærligheden!

For kærligheden er stærkere end døden! - vi holder ikke op med at elske, selv om de elskede er døde… - de holder ikke op med at have betydning for os…

Og det mærkede Maria måske netop for alvor, da hun stod midt i sorgen - betydningen af hendes søns liv! - mærkede kærligheden og dens fortsatte tilstedeværelse… - mærkede Guds trøst…

For bebudelsen går naturligvis forud for alt dette - er placeret som en indledning på påskens begivenheder – er begyndelsen på enden!

Men den er også begyndelsen på en ny tid! - En tid, hvor Gud ikke længere er fjern og åndsfraværende! - hvor kærligheden kommer til at stå over kontrol, regelrytteri og millimeterfærdighed!

For med bebudelsen var Gud på vej til at blive far! - og det forandrer folk at blive forældre – der følger en sårbarhed, en ømhed, en øget forståelse for fejlbarlighed og en uendelig kærlighed…

Og fordi Guds søn lod sig undfange og føde, som et menneskebarn, så har vi en Gud, der forstår hvad det vil sige at være menneske, med alt hvad det indebærer af sorger og glæder, frygt og forhåbninger! - så har vi en far, der glæder sig med os, sørger med os og griber os når vi falder - også når vi falder ud af tiden her!

Og må det give os mod til at møde livet med samme åbenhed som Maria! - Til at forholde os åbne overfor alt det, der nu og engang kommer…

For selv om det også er det værste, så er det bedste nu engang, at alt kan ske! 

- Amen