Prædiken - Palmesøndag - Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt

Prædiken - Palmesøndag - Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt

Prædiken - Palmesøndag - Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt

# AKTUELT

Prædiken - Palmesøndag - Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt

Matthæusevangeliet 21,1-9

Forestil jer, at I er en konge, som ankommer sejrrigt til jeres lands hovedstad. hvordan gør du det? Går du? Rider du? Bliver du båret eller kørt?

Mulighederne er mange, når man er konge, og det er okay, hvis I har svært ved at vælge. Ja, jeg vil faktisk opfordre jer til at tage jer et øjeblik og rigtigt overveje det, for det er faktisk en vigtig beslutning. 

Det er en beslutning, som konger og fyrster og kejsere har stået overfor ligeså længe, som der har været kongeriger, fyrstedømmer og imperier, og jeg lover jer, at de har taget overvejelsen alvorligt, for den måde, du ankommer til dine undersåtter, fortæller jo hvilken type magthaver, du er: 

Er du en mægtig kriger, som rider på en stridshest iklædt rustning og med et sværd ved din side? Kommer du ind på en pansret krigselefant, uovervindelig og intimiderende? Står du på en stridsvogn, stolt og farlig, klar til at levere død med lanse eller bue? Bliver du båret på en trone af krigere, der slår ihjel på dine vegne?

Som sagt: Mulighederne er mange, og det er vigtigt, at du beslutter dig for, hvilken type vold, som bedst beskriver netop dig. 

“Men,” tænker nogle af jer måske, “kloge præst, er der ikke en mulighed, som ikke er smurt ind i krig og blod og død?” 

Nej, det er der faktisk ikke. Ikke, hvis du skal forestille dig at være en konge i hvert fald. Eller en fyrste eller kejser for den sags skyld. 

Hvis du skal forestille dig at være magthaver, så er du nødt til også at forestille dig den vold, som du bygger din magt på, for der findes ingen magt på denne jord, som ikke i sidste ende bygger på løftet om smerte og død til dem, der står magten imod, og kan regenten ikke holde det løfte, kommer der før eller siden nogen, der kan, og de giver den gamle konge tæsk og sætter sig på tronen, og dér bliver de og deres efterkommere siddende, indtil de ikke længere selv kan holde det forfærdelige løfte, for alle magthavere på denne jord er underlagt den samme naturlov: Den, som ikke magter volden, mister magten. 

Det gælder i øvrigt også vores præsidenter og statsministre: Deres magt er også voldens magt, selvom vi sjældent ser vores politikere drøne ned ad strøget i en stridsvogn. Mette Frederiksen kan bestemme, som hun gør, fordi der i sidste ende står nogle hårde mænd og kvinder klar til at slå os andre i hovedet, hvis vi gør for voldsomme indsigelser mod hendes bestemmelser. Ministerbilen er mere diskret end krigselefanten, men den adskiller sig grundlæggende ikke: Den er også en trussel. 

Det er selvfølgelig rigtigt nok, at det i sidste ende er os, der bestemmer, at hun må bestemme. Det er i sidste ende os, der har magten, for vi bestemmer, hvem der kan bruge volden og hvordan. Det gør jo så ikke magten mindre voldelig. Det gør bare os alle sammen delagtige i volden, fordeler blodet på flere hænder, om man vil. 

Det er egentligt ikke en rar forestilling, vel? At vi skaber vores tryghed og sikkerhed ud af viljen til at tage det selvsamme fra andre, hvis det skulle blive nødvendigt. Ja, det er værre end “ikke rart.” Det er faktisk fortvivlende, når jeg tænker over det. 

Der er noget grundlæggende fortvivlende ved en verden, hvor vores børns fremtid i sidste ende kun beskyttes af vores evne til at tage fremtiden fra andres børn, hvor vores håb er proportionalt med den frygt, vi kan vække, og vores liv sammen kun kan bygges på et fundament af død. I sådan en verden er tilværelsen et endeløst kapløb om at kunne være værst. 

Vinderne af det kapløb får lov at bestemme over os, der ikke er hurtige nok, og os, der i protest nægter at løbe. 

Jeg tror, at de fleste af os ville ønske, at det var anderledes. Selvfølgelig ville vi det. 

Men kan vi forestille os, hvordan det så skulle være? Kan vi forestille os en verden, hvor de voldelige ikke har magten over os, selvom vi ikke magter volden?

Det er, hvad Jesus beder os om i dag. Han siger ikke noget, det er de andre, som råber, og alligevel er det, som om han hvisker under råbene: 

“Prøv at forestil jer det: En konge, der kommer ridende på et æsel. En konge, som elsker sine fjender, som tilgiver sine mordere, som dør for sit folk. En konge, som I ikke skal frygte. 

Forestil jer et rige, som ikke bygger på løftet om død, men på løftet om liv. Forestil jer en verden, hvor volden mødes af tilgivelse, og tilgivelsen vinder. Forestil jer et liv med mennesker, som I ikke er bange for eller bange på vegne af.” 

Han er her, kongen. Om vi forestiller os det eller ej. 

Han behøvede ikke at ride. Han behøvede ikke at dø. 

Alligevel kommer han til os i dag, sagtmodigt ridende på et æsel og et trækdyrs føl. For at give os den forestilling, det håb, og for, at vi kan give forestillingen og håbet videre til hinanden. 

Amen!

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed