Johannesevangeliet 20,19-31

”Hej min ven, mit navn er Luc Nabagou. Hvordan har du det i dag? Forhåbentlig godt. Jeg er glad for at informere dig om min succes med at få disse midler overført under samarbejde med en ny partner fra Paraguay.”

Ligesom nogle af de høfligste mennesker i bybilledet er hjemløse, der beder om en skilling, på samme måde er de ubetinget venligste henvendelser jeg modtager i min mailboks fra mennesker, der lyder som gamle venner, dybt fortrolige bekendte eller mennesker, der i deres dybeste nød, gerne på vegne af en hel landsby eller sågar hele menneskeheden, beder om min hjælp. Jeg skal blot oplyse dem mit kontonummer, så vil jeg modtage broderparten af de 50 millioner amerikanske dollars, der er indefrosset på en konto i et fjerntliggende land, og som går tabt, hvis ikke netop jeg – lige præcis undertegnede i al sin ringhed, hjælper med at få lirket kontoen op. Jeg giver blot mit kontonummer i Sydbank, og sikkert også kopi af nøglekort samt sende et klækkeligt depositum, og så bliver jeg svimlende velhavende. Min gamle morfar gik ofte og sang revyviser fra sin ungdom, og omkvædet på en af dem lød sådan her: ”Det er sjovt, hvad du fortæller, men ih hvor er det løgn”!

Er det blot bedrag og fake news, at Jesus er opstået fra de døde? Er det som disse såkaldte Nigeriamails, jeg modtager, blot et forsøg på at snyde mig, få mig til at handle udelukkende med hjertet, men med hovedet under armen? Er det et konspiratorisk forsøg fra et hemmeligt verdenssamfund, gennem 2000 tusind år, at styre mig og millioner af andre i en bestemt politisk retning, for at få mig til at handle på en særlig måde og f.eks. ikke gå i eksistentiel panik over fattigdom, ensomhed, sygdom, meningen med livet og døden – ikke mindst min egen?

Eller er dette, sammen med Skabelsen, den største kærlighedshistorie, der nogensinde er blevet fortalt? Opdateringen af den menneskelige software vi ventede på siden Syndefaldet, hvor døden blev en magtfaktor? Den har stadig magt, men med opstandelsen ikke noget reel herredømme. Det er døden, der er blevet fake news.

Du må gerne tvivle på opstandelsen, for tvivl er tegn på tro. Tvivl er ikke afvisning, men en såre menneskelig særhed, vi må leve med. Tvivlen har givet os store opfindelser, og tvivlen har reddet vores liv og planet mange gange. - Det er en stor trøst for os mennesker, at det sidste menneske der får ordet i det sidste af de 4 evangelier, er tvivleren Thomas. Til det sidste tvivler han, og til det sidste lyder trøsten.

Og det er en almindelig misforståelse, at det modsatte af tro er tvivl. Det er det ikke. Det modsatte af tro er ikke tvivl, men mistro. Tvivlen afviser nemlig ikke, for tvivlen har selv troen i sig. Den undersøger troens genstand – altså det, der tros på – den vender og drejer denne genstand, og så stiller den genstanden hen foran sig, for at forholde sig til den. Tvivleren afviser ikke troen eller troens genstand, men har bare svært ved at finde ud af, hvad man skal stille op med den.

I dagens evangeliestykke er troens genstand, den opstandne Kristus. Altså det forhold, at Jesus virkelig er opstået fra de døde. Jesus døde på korset, det så disciplene selv, Han blev begravet, det så de også, og nu står Han altså foran dem. Først for alle disciplene, undtagen Thomas, men senere får han også del i denne oplevelse. Og at et menneske kan fare ned til dødsriget og opstå 3 dage efter, det er da utroligt. Eller i hvert tilfælde: svært at tro.

Egentlig er Thomas et forbillede på en tvivler. Han har hørt hvad de øvrige disciple har oplevet under deres gudstjeneste: Jesus kom selv og var midt iblandt dem. Og så sørger han for, selv at komme ud af fjerene søndagen efter, og komme til gudstjeneste. Og han møder op som tvivler. Men det betyder ikke, at Jesus er skuffet over Thomas. Det betyder ikke engang, at Jesus møder ham som en tvivler. Han siger: ”Du kommer her til gudstjeneste sammen med alle de andre. Og du tror. Men du tror på noget forkert. Du har sat nogle ting og nogle begivenheder sammen i dit hoved, men den måde du har sat det sammen på, er forkert.” Som Johannes beskriver det i sit evangelium, så tvivler Thomas ikke på Jesus, men han tvivler på sine med-disciple. Deres historie fra søndagen før, er for utrolig.

Men salige og heldige er de, som ikke har set og dog tror. For tro handler ikke om at bruge sine sanser, men om tillid. Som der står i Hebræerbrevet: ”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om ting der ikke ses” og jeg håber, Han døde på korset, og jeg håber at Gud Fader løftede Ham ud og op af graven; bar Ham i sine hænder, og tillod, at Han fór til himmels 40 dage efter. For hvis jeg tror at Gud løfter sin søn ud af graven, så kan jeg også tro på, at Han vil gøre det samme for mig. Det håber vi kristne på, og vores tro er en fast tillid til dette. Og så er vores tro også en overbevisning om de ting vi læser, men som vi ikke selv har set. Den kristne tror på naglehullerne i hænder og fødder, og såret i siden, uden at have set det. Vi kan til tider tvivle på det, men så gælder det om at komme hjem til troens grund, med alle midler, ved at vende sig om mod Gud igen.

For det er Gud der har givet os troen. Den er ikke kommet som resultatet af mange læste bøger eller en fast kirkegang eller mange bønner og et fromt liv. Troen gives af Gud i kærlighed, og lægges ned i os og skal følge os på hele vores livsvej. For tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om ting der ikke ses. Amen.