Johannesevangeliet 16,16-22

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.”

En mand ligger syg på hospitalet. Han har sine nærmeste omkring sig, for han ligger for døden. Det er den sidste tid, en tid der rummer både sorg og glæde. For midt i fortvivlelsen over ikke at kunne beholde dem man elsker, og midt i frustrationen over at måtte slippe livet fordi det løber ud mellem ens fingre som sand; midt i alt dette er også glæden over at have haft hinanden – glæden over at man fik lov til at have dette menneske i sit liv i få eller mange år.

Alle minderne man udveksler over sengekanten; de fortrolige samtaler med alt for mange papirlommetørklæder hvor man får tilgivet hinanden for alt det man ikke fik sagt eller gjort mens tid var.

En mand ligger for døden på hospitalet. Og så kommer den unge laborant med en vogn med små glas for at tage en blodprøve. Og inden hun tager den, ser hun på ham og spørger efter reglerne: ”Er Dit navn ”sådan og sådan”. Manden er meget svag og har ondt, men ser på hende og svarer med et smil: ”Ja, lidt endnu.”

Manden dør et par timer efter; og disse sidste timer og sekunder er for manden og for hans pårørende langfredagstimer. Det er svære timer, sådan som mennesker til alle tider på vidt forskellig måde har oplevet dem. En kort tid, og dog så længe. Det er ikke uret, der måler tiden, når tiden er betydningsfuld. Det er hjertet, der måler tidens slag. Den tid, hvor vi sørger, ængstes og længes efter fred og forlæsning, er lang. Som en langfredag.

Alt har sin tid, men tiden til at græde og tiden til at le er ikke lige lang, også selvom uret siger det. Langfredag var den længste dag i Jesu menneskeliv. Men langfredag betyder også, at Jesus skænker os en hel ny tid. Nemlig evigheden. "Er Dit navn ”sådan og sådan”? ”Ja, lidt endnu.” Men han kunne også have svaret: ”Ja, og det vil jeg være i al evighed, fordi der har været en langfredag.”

Med langfredag kommer sorgen og savnet for Jesu disciple. Vi kan forstå dem, for vi har også oplevet at skulle tage afsked. Der er ingen sorg, der ikke hører sammen med tab af liv. Den største sorg i verden er at miste en, man har kær, for I sorgen over tabet af en, man elsker, mister man også altid sig selv.

Man kan sørge over tabet af gode oplevelser og livsmuligheder. Det øjeblik, man kunne have fyldt med godhed, men som man i stedet fyldte med misundelse. Det øjeblik, man kunne have været til i virkelig glæde og alvor, men som blot blev pjank og overflade.

Sorgen skyldes, at man inderst inde ved, at det kunne være anderledes. På den måde bringer det kristne evangelium også sorg ind i vort liv. For i lyset af budskabet om, og befalingen til kærlighed, ser vi vore misbrugte dage. Men hvad skal man stille op med tabet, med savnet og sorgen? Ja, det er her man skal vogte sig for overfladiskhed. Når et menneske har mistet, skal vi aldrig forfalde til at sige: ”Ja, du sørger nu, men du skal nok komme over det.”

Sproget afslører uforstanden. For en sorg kan man ikke komme over; den skal man igennem. Det menneske, som man har mistet, kommer ikke tilbage. Jeg håber, at vi mødes hjemme hos Gud, men i så fald er det Guds underfulde gave. Jeg har da lov at håbe.

I avisen for nogle dage siden, var der indrykket følgende dødsannonce: ”N. N. er den 16. april flyttet hjem til Jesus. Begravelsen finder sted den og den dag.” - Da han var blevet stor nok, flyttede han hjemmefra, så flyttede han sammen med sin forlovede, og senest flyttede han på plejehjem. Og nu er han så flyttet hjem til Jesus. Og når Frelsens Hær i deres blad annoncerer dødsfald i egne rækker, så omtaler de deres ven som ”forfremmet til herligheden.”

Når vi mister den der har betydet mest for os; den der er vores livs mening og dybeste sammenhæng, fordi vi er så forbundne med dette menneske, så oplever vi, at vores eget liv er ved at gå til grunde. Således oplevede disciplene det også, da de får at vide og fornemmer, at det er sandt, Jesus skal skilles fra dem. De står ansigt til ansigt med Jesu død, og det er på en måde deres egen død.

I nogle tilfælde er vor afsked med hinanden pludselig, uventet og brat. I andre tilfælde er der som her, tid til at sige farvel. Det er ikke så sjældent, at det er den, der skal dø, der på forhånd trøster dem, der tages afsked med. Den lange afsked, ved f.eks. alvorlig sygdom, kan være så svær, især hvis den er forbundet med smerte eller angst. Men den kan også rumme en velsignelse, fordi det er muligt at sige farvel.

Tænk, når man ved at døden kommer, i troen på Gud og i tilliden til Guds nåde, kan lægge sit liv og sin død i de Guds hænder vi tror holder os, og har holdt os siden vores dåb. Tænk at have den stor tro og tillid, og så samtidig have styrke til at tage afsked i kærlighed og udtale afskedsord, der trøster og som aldrig vil blive glemt af dem, der hører dem.  Men det er ofte sket, og det sker bestandigt og det vil blive ved med at ske.

Der er ingen måder at møde døden på, der er ens. Vi er forskellige, og ethvert menneske er omfattet af Guds kærlighed og er i døden i Guds varetægt. Vi ved heller ikke selv, hvordan vi skal møde vor egen død. Vi ved ikke, om vi får tid til at sige farvel til vore kære. I dag hører man ofte mennesker sige, at de ønsker en hurtig død, gerne mens de sover, uden varsel og uden sygdom, bare: ”bum, og så er man væk.” Et moderne ønske for både os selv og vores nabo.

Men i de gamle salmer kan man se et anderledes syn på afskeden. Her bedes der om tid til at sige farvel. Lad mig ikke dø pludseligt, men giv mig tid til at tilgive og få tilgivelse. Lad mig få muligheden for at sige farvel. Vi ved ikke om vi får tid til dette farvel. Jesus vidste, at Han var på vej til den død, der ventede Ham i Jerusalem. Hans død var som Hans liv et udtryk for kærlighed. Han skulle ind til Jerusalem for at sætte livet til for sine venner. Derfor vender Han deres sorg over afskeden til glæden over det evige nærvær.

Det er Anne Linnet der i en af sine sange synger: ”At alt, hvad vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Disciplene vidste, at de skulle miste Jesus. Men når de i sorg og savn erindrer Hans afskedsord og minder os om dem, så skyldes det, at de havde mødt Ham igen på en ny måde. De havde allerede oplevet, at deres sorg blev til glæde. Det fortæller evangeliet i dag – det er den glæde det ønsker at overbringe os. Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen. Amen.