5. søndag efter påske 2021
Højmesse Frederiksberg kirke v/Pia Nordin Christensen

Om bøn handler det i dag.
Jeg er endnu ikke stødt på et menneske,
der aldrig har bedt en bøn.
Men jeg har mødt mennesker,
der fortæller, at de beder, selvom de ikke tror på Gud.
Sommetider kommer bønnen før troen.
Selvom bøn grundlæggende er et udtryk for tro.
Så fortæl, hvad der ligger dig på hjertet.
Fortæl, hvad der ligger dig på sinde.
Bøn er ord til Gud.
Her kalder vi på mere, end vi kan –
eller tør bede hinanden om.

Tal derfor om,
hvad har du brug for at dele eller bede om hjælp til.
Tal til Gud, som sad han lige overfor dig.
Eller tal med ham som ven med ven,
som Grundtvig siger i en salme.
Brug den bøn, Jesus selv har lært os: Fadervor.
Eller tal frimodigt, frit fra leveren.
Bed højt eller lydløst.
Stående, siddende, liggende, knælende.
Med åbne eller lukkede øjne.
Når eller hvor, du har brug for det.
Bønnen ligger lige på tungen.
Fortæl, hvad du bekymrer dig om eller frygter.
Sygdom – eller samfundsforhold, du tænker går i den gale retning.
Du kan i bønner græde og klage din nød:
over det der går dig imod - eller de tab, du har lidt.
Du kan boble af glæde over det, der gør dig glad:
Foråret lige nu, at du lykkes med et job eller fik et barn
eller måske en ven
Du kan udtrykke din taknemmelighed over det,
der er blevet dig til del. Livet i al almindelighed.
Ligesom du også kan gå i forbøn for dem, du elsker, savner eller dem, der har brug for at du tænker på dem.
Det er der rum for i kirkebønnen om lidt.

Der er ikke noget, du ikke må sige.
Der er ingen forbudte ord.
Men der kan være anliggender, det kan være nødvendigt at genoverveje. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Kirken er et hus fuld af bønner.
Tænk et øjeblik på de mange, der har lydt herinde bare i de 287 år, Frederiksberg kirke har ligget lige her.
Når mennesker var bekymrede eller frygtsomme.
Når mennesker var håbefulde eller uden håb,
fulde af mod eller modløse,
fulde af kærlighed eller apatiske.
Vi beder os gennem gudstjenesten.
Gennem indgangsbøn, kirkebøn, bønner ved dåb og nadver, udgangsbønner.
Vi beder ved konfirmationer, vielser og begravelser.
I det daglige kommer mennesker ind, sætter sig, samler sig og får en snak med vorherre. Lukker verden ude for et øjeblik.
Her er tanken og talen uden filter.
Bønnen er et fristed.
Mentalt rensende.
Som det daglige bad.

’Min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn’, siger Jesus i dag.
Det er Jesu ord til disciplene i hans afskedstale.
Han taler den sidste aften, de er sammen.
Denne 5. søndag mellem påske og pinse er vi stadig i gang med den store overdragelsesforretning.
Overdragelsen består i, at Jesus fortæller disciplene,
hvad der skal ske, og hvordan de skal forholde sig efter hans død og hans opstandelse.
Jesus giver dem i afskeden en fremtid.
Han giver os en fremtid.
I søndags pegede han på Helligåndens komme i hans sted.
I dag peger han på bønnen i hans navn.

’Min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn’.
Han siger ikke: Min far vil give jer alt, hvad I beder om!
Han siger:
’Min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn’.
Der er ingen forbudte ord.
Men der kan, som jeg sagde før, være anliggender,
vi derfor må genoverveje.
Det giver ingen mening at bede om noget ondt i hans navn!
At bede om noget i Jesu navn begrænser os på den gode måde.
Eller befrier os fra os selv.
Fordi, dét vi kan få os selv til at bede om,
altid må ses i lyset af hele hans liv, hans død og opstandelse.

Det kommer vi bare let til at glemme –
optaget, som vi er, af vort eget.
Vores bønner går langt fra altid i opfyldelse.
Men han lærer os at være udholdende, når det gælder.
Som kvinden, der stædigt holdt på sin ret overfor en uretfærdig dommer - og endte med at få det.
Vi kan også lære af Jakob i dag, der i et vadested stædigt kæmper med Gud: ’jeg slipper dig ikke før du velsigner mig’, siger han.

Bøn er tillid til til, at Gud vil os det godt.
Kæmper vi mod overmagten,
kan bønnen kan gøre det, som er tungt, lettere at bære.
Gør, hvad du selv kan og beder Gud om hjælp til resten!

Jeg har tillid til, at Gud hører min bøn, men jeg ved,
at det er ikke det samme som, at Gud opfylder mine bønner.
Sommetider er jeg ked af det, at det ikke bliver som jeg bad om. Andre gange er det godt det samme.
Det får mig ikke til at holde op med at bede.

Det er lige så nødvendigt som at trække vejret.

Og selv når det ikke gik, som jeg bad om,
kan det alligevel ske, at bønnen flytter mig et andet sted hen,
hvor det er muligt at finde fred og glæde på trods.

Kort efter den del af afskedstalen, vi har lyttet til i dag,
så beder Jesus for disciplene og for alle, som tror på ham.
Andet sted hører vi, at Jesus samme nat beder for sit liv
og om at måtte slippe for det, der skal ske.
Og så tilføjer han: dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil!
Det, der skal ske efter Guds vilje, sker.
Hvor uforståeligt det end måtte være.

Ske din vilje som i himlen således også på jorden,
lærer han os at bede.
Vi bliver i bønnen vist væk fra os selv og egen vilje,
for riget og magten og æren er hans.

Måske er kernen i vores bønner dybest set ønsket om at være under Guds velsignelse.
Vi kommer som Jakob alle til
at gøre os erfaringer af vadesteder og Jakobskampe.
Nætter, hvor anfægtelserne er store og meningen med livet forsvindende lille.
Næste gang du står i et vadested, så bed som Jakob:
Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.

Når I beder i Jesu navn, er det altså ikke en fremmed Gud, vi beder til. Vi kender Gud gennem Jesus Kristus, der har vist os en kærlighed, som vi er ude af stand til at begribe – men som vi kan gribes af.
Bed derfor frimodigt og tillidsfuldt om dét, der ligger dig på sinde. Om lidt lyses velsignelsen endnu engang over dig. Gå derfor trygt ud i verden og hverdagen og bliv til velsignelse,
hvor du kommer frem. Amen.