Mød Frederiksberg Sogns nye sognepræst Helle Park Thorsen

Mød Frederiksberg Sogns nye sognepræst Helle Park Thorsen

Mød Frederiksberg Sogns nye sognepræst Helle Park Thorsen

# AKTUELT

Mød Frederiksberg Sogns nye sognepræst Helle Park Thorsen

Søndag den 5. marts blev Helle Park Thorsen indsat som sognepræst i Frederiksberg Sogn fra Slotskirken i forbindelse med aftengudstjenesten.

Helle er 31 år og kommer fra en stilling som sognepræst i Vejgaard Kirke, Aalborg. Tidligere har hun arbejdet i Kirkens Korshærs varmestue i Aarhus, og som frivillig i Sct. Nicolaitjenesten.


Selv fortæller Helle: ”Jeg er født i Pusan, Sydkorea, og opvokset i Vejle i et kærligt kulturkristent hjem, hvor der altid har været højt til loftet og plads til forskellige holdninger og livsanskuelser. Her er mit sind formet, og således også grundlaget for min teologi, som jeg beskriver som velfunderet og rummelig.


Den 1. marts flytter jeg fra præsteparcellen i Aalborg til Amager, hvor jeg skal bo med min kæreste, Kristian. Jeg ser frem til at slå rod i det københavnske og drage næring og inspiration fra hovedstadens rige kultur – og kirkeliv, samt at blive en del af Frederiksberg Sogn.
Det er mig en ubeskrivelig glæde, at skulle have mit virke i så smukke omgivelser og i så aktivt og alsidigt sogn, som på samme tid formår at være traditionsbærende og nytænkende. Jeg glæder mig meget til at lære sognet, kolleger og menighed at kende - og i fællesskab med jer, formidle evangeliet ud til Frederiksberg Sogn.


Vi glæder os også til Helles tiltræden og til at lære hende bedre at kende.


Udover den korte præsentation, har vi bedt Helle besvare på en håndfuld spørgsmål.

5 ”hurtige” til Helle:
Hvad ser du mest frem til ved dit embede i Frederiksberg Sogn?
Først og fremmest glæder jeg mig til at lære sognet, menigheden og mine nye kolleger at kende. Kirke er noget, vi er og ”laver” sammen – der, hvor vi som mennesker står overfor hinanden, hvor vi bærer, trøster og glædes sammen.


Det sociale aspekt er derfor vigtigt, da det er min opfattelse, at mødet mellem evangeliet og mennesket opstår i det mellemmenneskelige samvær, såvel som i det gudstjenestefejrende fællesskab. Og jeg ser frem til, sammen med jer, at videreføre og udvikle på de aktiviteter og tiltag, der allerede findes i Frederiksberg kirke.

Hvad er en nutidig præst?
For mig at se, ligger idealet om at være en ”nutidig” præst i selve inkarnationstanken, at Gud blev menneske for at tage del i vores virkelighed – hvorfor den levende Guds ord altid må tale ind i den givne tid, for at bibeholde dens kerne. Derfor må en præst, nutidig eller ej, altid navigere i spændingen mellem traditionen og den tid, han eller hun befinder sig i.
Præstens opgave, ligesom Folkekirkens generelt, er således dobbelt: Denne må være traditionsbærer, teologisk, musikalsk og liturgisk, og samtidig være præst og kirke på en sådan måde, at alle mennesker kan finde vej med deres spørgsmål, sorger og glæder, uanset ståsted, eller mangel på samme.


Hvordan mener du selv, at du udfylder denne rolle?
Der, hvor jeg nok er mest nutidig, er i mine prædikener, alternative gudstjenester og aktiviteter, hvor jeg er mere traditionstro, når det kommer til højmessen og ritualer. Folkekirkens ritualer har, for mig at se, vist sig slidstærke i alle livssituationer og jeg mener derfor ikke, at de behøver at blive pyntet med regibemærkninger eller andre guirlander. Men netop derfor er det også prædikenens opgave at være klar og erfaringsnær.


Biblen og kristendommen er nøgler, der skal hjælpe mennesker til at låse op for et rigere liv og det er derfor nødvendigt med en levende og vedkommende forkyndelse præget af menneskelig og teologisk rummelighed. Derfor bestræber jeg mig altid på, at være nærværende både i ord og handling - hvad enten det er på prædikenstolen eller enhver anden sammenhæng.

To af dine yndlings salmer?
Jeg holder meget af salmer. De kan noget. Gennem poesiens sprog og melodi kan de sætte en stemning, forkynde og ofte beskrive mere end hvad der alene er muligt gennem ord.
Særligt holder jeg af Jakob Knudsens Se, nu stiger solen af havets skød. Denne, er i min optik en af de mest livsbekræftende salmer, vi har. Det er en hyldest til naturen, til lyset og livet - i alle dets aspekter. For salmen italesætter netop også de svære sider af livet; smerten, døden, men hele tiden med opstandelseshåbet for øje. Den byder os at være tilstede i livet og leve i tillid til, at Gud hver eneste dag skaber nyt liv og nye muligheder, hvor vores synes udtømte, og kan således bruges i de glædelige, såvel som livets mørke stunder.


Af samme grund holder jeg også meget af Kingos Sorrig og glæde. Et menneskeliv rummer både lykke og ulykke, både glæde og sorg. Sådan er det. Kontrasten og omskifteligheden er slet og ret eksistensvilkår og har som sådan ikke noget med fortjeneste eller straf at gøre, men salmen minder os om, hvad der er vigtigt her i livet og minder os om, at lidelse og sorg kun har sin tid, mens glæden og livet har evighedsperspektiv.


Hvis du ikke har gudstjeneste, hvad laver du så søndag formiddag?
Så forsøger jeg at komme hviledagen i hu – sove længe, bruge tid på at tilberede og nyde min morgenmad sammen med min kæreste og i ro og mag at lægge planer for dagen og den kommende uge – men oftest bliver søndag formiddag lidt forhastet og fyldt med gøremål jeg ikke har nået i ugens løb.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed