02/07/2024 0 Kommentarer
Kom til gæsteprædiken med Charles Campbell
Kom til gæsteprædiken med Charles Campbell
# AKTUELT
Kom til gæsteprædiken med Charles Campbell
Søndag den 25. juni kl. 17.00 træder en meget afholdt gæsteprædikant på prædikestolen i Frederiksberg Slotskirke. Charles Campbell, professor i homiletik ved Duke University i North Carolina, besøger Frederiksberg sogn i forbindelse med hans besøg i København og sine gæsteforelæsninger ved KU og FUV. I mere end tre årtier har Campbell undervist amerikanske universitetsstuderende og præster i kunsten at prædike og har senest udgivet bogen Preaching Fools.
Vi har talt med sognepræst Pia Nordin Christensen, der har været med til at arrangere Campbells besøg om, hvad vi kan glæde os til ved Campbells gudstjeneste
Hvor stødte du på Charles Campbell første gang?
Jeg havde læst ham og hørt om ham, men jeg mødte ham først til en international konference om homiletik (prædikenlære) i Wittenberg i 2012. Jeg fulgtes med en, der kendte ham, og vi kom tilfældigt til at spise frokost sammen på konferencens første dag. Campbell er en nærværende samtalepartner med en vidunderlig humor. Senere har jeg taget en master i homiletik og i forbindelse med uddannelsen, underviste Charles Campbell en uge på Københavns Universitet i foråret 2015. Han er en meget inspirerende underviser, der lever og ånder for sit fag.
Og du har hørt ham prædike?
Ja. Jeg er medlem af 'Societas Homiletica', der primært består af undervisere i homiletik, men også præster, der er særligt optaget heraf. Hvert andet år samles medlemmer fra hele verden, og i 2016 foregik det i Stellenbosch, Sydafrika. Her holdt Campbell afslutningsgudstjenesten - og en af de bedste prædikener, jeg nogensinde har hørt.
Hvordan vil du beskrive Campbells prædikenstil?
Han er autentisk, engageret, nærværende, dybsindig - og så ligger humoren og bobler lige bag.
Hvad kan danske præster lære af Charles Campbell?
Mod til at prædike i en verden, hvor evangeliet, prædikanten og prædikenen betragtes som dårskab.
Hvad kan menigheden forvente af hans gæsteprædiken?
En mand, der er båret af Guds ord og som har en sjælden evne til at formidle det.
Aftengudstjeneste søndag 25. juni kl. 17.00. Frederiksberg Slotskirke, Roskildevej 28, 2000 Frederiksberg. Liturg: Pia Nordin Christensen. NB! Prædikenen holdes på engelsk.
Professor Campbell holder en åben forelæsning onsdag 21. juni kl. 13.00 – 15.00 i Pastoralseminariet, Farvergade 27 F, 2., 1463 København K.
Kommentarer