Korte gudstjenester

Hver fredag kl. 10.00 holdes en enkel gudstjeneste af en halv times varighed i Frederiksberg Kirke (i øjeblikket afholdes de korte gudstjenester i Frederiksberg Slotskirke pga. renovering af orglet i Frederiksberg Kirke). Som indledningsmusik synger koret en Davidssalme (fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente), helt enkelt og uden orgel. Dermed er en fredfyldt og meditativ stemning lagt, og præsten beder en indledende bøn.

Så synges dagens første fællessalme, hvorefter præsten læser en af de tekster, der hører til den kommende søndag. Denne tekst holder præsten en meget kort prædiken eller meditation over, inden der holdes skriftemål og altergang.

Nu følger det såkaldte skriftemål. Efter gammel tradition samles de, der vil, knælende om alteret, hvorefter præsten lægger sin hånd på hovedet af hver enkelt og tilsiger ham eller hende syndernes forladelse. Det er ikke som i den katolske kirke den enkelte, der skrifter og beretter i hemmelighed, men en fælles modtagelse af budskabet om syndernes forladelse. Kirkegængeren siger altså ikke noget højt under skriftemålet, men modtager budskabet stille og under håndspålæggelse. Derefter går alle på plads igen, og dagens anden fællessalme synges.

Derpå følger altergangen efter det sædvanlige ritual med Fadervor, Jesus' ord om brødet og vinen samt uddeling af brød og vin til dem, der - igen - knæler ved alteret. Når altergangen er forbi, synges dagens sidste fællessalme, og organisten spiller et stille postludium, inden man går hver til sit - i ro og fred.

   Kommende korte gudstjenester