Salmer om forår og sommer

721, Frydeligt med jubelkor hilses vårens komme

Af Morten Børup, 1577 / Frederik Moth, 1895

Salmen er blevet sunget i 500 år (de første 400 år på latin), men den virker stadig frisk som årets første rigtige forårsdag. Salmen siger, at gennem naturrens skønhed drager Gud mennesket til sig, og hvis man også selv synes, man med brylluppet står i sit livs blomstrende forår, så kan man let lade sig beruse af de skønne billeder i teksten samt af melodiens lette champagnebrus.

Lyt til salmen her.

Læs salmeteksten her.

722, Nu blomstertiden kommer

Af Kolmodin, 1694 / C. J. Brandt, 1885

Salmen smager af pinse og svensk skærsommer, når det er allerskønnest. De fleste kirkebryllupper afholdes om sommeren, så det er naturligt at vælge en sommersalme, som også giver nogle store og flotte billeder på livets skønhed og den blomstertid, der venter en lille ny familie. Salmen viser, hvor stor skønhed der både er i den vilde og i den dyrkede natur og bruger Kristus som billede på den livgivende sol.

Lyt til salmen her.

Læs salmeteksten her.

724, Solen stråler over vang

Af C. J. Brandt, 1864

Oprindelig var salmens overskrift ”Foraar” – og den tolker den vårfriske, nyoplivede natur som et ”glimt af Edens have” – altså et forvarsel om Paradiset. Alting grønnes og springer ud, og Gud ser ikke surt tilbage på menneskets synd og ufuldkommenhed, men fornyes også i sin miskundhed, altså overbærenhed.  Derfor kan vi på en forårsdag kaste sorgen bort, og tillidsfuldt hengive os til Gud.

Lyt til salmen her.

Læs salmeteksten her.

725, Det dufter lysegrønt

Af Carl David af Wirsén, 1889. Oversat af Johannes Johansen, 1985.

Johannes Johansen har her oversat det svenske forlæg til en både yndefuld og sanselig salme om den milde danske forsommer. Naturen er et forunderligt vidnesbyrd om Guds kærlighed til sit skaberværk, men den lysende skønhed er forgængelig. Evigt blomstrer kun Guds ord.

Lyt til salmen her.

726, Gak ud, min sjæl

Paul Gerhardt, 1653 / Kragballe, 1855

Salmen ser ud som en sommersalme, men er mere en ”have-salme” – dvs. en hyldest til den kultiverede natur. Når vi mediterer over havens skønhed (betragter ”med flid”), mindes vi den have, Gud selv plantede, nemlig Edens have. Gud er som en gartner, der omplanter mennesket fra jordelivet til Paradiset. Salmen er oversat fra tysk, og muligvis er omplantningsbilledet hentet fra H. C. Andersens ”Historien om en Moder”.

Lyt til salmen her.

Læs salmeteksten her.

Gå tilbage til oversigten.